Fra Freetown til Masanga

I udkanten af Freetown får jeg fat i en minibus der skal til Makeni. Det gode ved minibusserne er at de stopper færre gange end Poda poda, er billigere end taxier (ca. 20 kr for 3 timers kørsel) og så er de ok komfortable dvs. man får nu også ondt bag i af dem for også her klemmer de fire voksne mennesker sammen på et almindeligt bagsæde. I dag var det ekstra presset på bagsædet for i begge sider var der ca. 3 cm over sæde niveau en metal plade, så hvis den de der sad i siderne ikke følte for at i to niveauer var der endnu mindre plads til os alle. Min lykke var gjort da en af passagererne blev skiftet ud med en anden midt vejs, jeg fik skifte plads og dermed lagt vægten på et andet sted.

Efter at have afgivet meget sved og delt lidt med mine medpassager ankom vi endelig til Makeni. Efter et hurtigt smut i supermarked, for hvornår er det nu lige jeg kommer til et igen?, så måtte jeg ud og forhøre mig efter et transportmiddel til Bagburka. Og minsandten og der ikke var gevinst i første forsøg med en offentlig taxi. Normal kutyme i disse taxaer er at der sidder to på forsædet ved siden af chaufføren og fire på bagsædet, så det skulle vi da også på denne tur. Problemet var imidlertid at de tre andre var godt polstret og den ene havde tilmed sine to små børn med, så jeg måtte op på skødet af den fremmede mand for at vi alle kunne være der. Han viste sig heldigvis at være en venlig mand der ikke forsøgte sig med tilnærmelser, men sagde: ”kom af sted chauffør for nu sidder jeg med en kvinde på skødet o hun er ikke min.” og henvendt til mig: ”Nej det må du hellere lade være med at skrive om i dine kommentarer [blog, mails]for hvad vil din mand ikke sige til at du har siddet på foden [skødet] af en fremmed mand. ”

I Magburka bliver jeg sat af ved den håndkræft drevne diesel pumpe (det fede er at diesel har en fast pris i hele landet og variere ikke fra dag til dag), hvor grusvejen til Masanga drejer af. Jeg bliver tilbudt at betale en taxi for mig selv (ca 45 kr for 30 min), men nu er jeg allerede så svedig, i gang med den offentlige transport og penge sparring at jeg lige så godt kan fortsætte. Jeg siger som altid nej tak til en motorcykel –har stadig ikke mod på at min første motorcykel tur skal foregå uden hjelm, i sommertøj, på grus vej og med en x-børnesoldat som min chauffør. Heldigvis kommer der snart en taxi der køre til Masanga, men vi er mange der skal med, så den bliver fyldt til randen: 5 voksne + 1 barn på bagsædet, jeg sidder på passager sædet med en anden kvinden og chaufføren der har protese på den ene arm deler også sit sæde med en, på taget sidder 6 fyre. Bilen er i normal taxa stand: spejlene eksistere sparsomt, forruden har et stenslag, speedometer og km tæller virker ikke, der bruges ikke nøgle for at starte motoren og alt det indre betrak i bilen er taget ud. Men på en eller anden måde kender chaufførerne deres bil, de får benzin på før det er for sent og snoet bilen uden om de værste bump. Så 30 min senere kan jeg står jeg i Masanga landsby og kan betale chaufføren hans ca. 6 kr for turen.