4 timer med Poda poda

Efter en formiddag brugt på at se diamant miner, en masse sol og en opringning om at der ikke var mere benzin i Makeni og Magburka (byerne tættest på Masanga), hvilket betød at vores chauffør, som vi troede var blevet i Koido natten over, ikke kunne komme og hente os, begav vi os ud i den sidste regn for at finde en Poda poda mod Magburka.
Og hvor heldig kan man være?! Emil fik stoppet en før vi nåede til holdepladsen og så var vi tilmed de første passager. Jeg kom til at sidde yderst i venstre side, alleer bagerst. Sidevinduet var der ikke længere og der hvor det skulle have siddet var der kun ren metal der stak lidt i alle retninger, så hvor var det godt det ikke regnede mere den dag! Forruden var ikke nem at se ud af og efter de havde forsøgt at skylde det ren med vand lignede det mere de havde smurt vaseline udover. Sæderne var snare smalle bænke betrukket med lidt stof. Jeg måtte sidde med bukket hoved for ikke at hamre hovedet op i loftets metal stænger samtidig med at jeg forsøgte at holde armene tæt så jeg ikke skulle skære mig på vindue rammens metal. Minibussens tag blev pakket med 2 lag bagage (hvilket er set meget større) hvor oven på der jo passende kunne sidde en mand, ligesom der på en del af turen stod en mand på stigen der hang ned på siden af bussen og kun sad fast på tagget.
Vi ventede ikke længe ved Koido stoppet og da vi satte i gang holdte chauffør virkelig foden på speederen. Der var rigtig mange huller i vejen, så mange at man ikke kunne sno sig omkring dem, hvorfor chaufføren i stedet lod os flyve hen over dem. Min mave hoppede med op og blev så klasket tilbage med et smel og et lyn af en smerte, men da heldigvis kun en kort en af slagsen modsat den smerte siddeknoglerne blev påført fra alle hoppene op og ned, den blev ved hele natten. En enkel gang blev der bremset op for en flok får der kom gående og fyldte hele vejen, en anden gang blev vægten lagt på den ene sides hjul i forsøget på at dreje uden om to får –ja flere gange under turen var jeg noget bekymret for om vi virkelig havde valgt det rette transportmiddel.
Udenfor vinderne fløj den smukke natur forbi med alle de forskellige slags palmer (banan, kokos, palmevin og palmeolie), træer med grønne blade, det høje græs, bjergene og spredte klippesten. Farten blev heller ikke sænket meget igennem landsbyerne, hvor kvinderne ufortrødent fortsatte med at flette hinandens hår, masse korn i deres store morder eller lave mad. Hver gang vi kørte igennem en landsby blev vi mødt af lugten af bål, man kunne se de små huse og tøjet der hang til tørre på opsatte tykke grene eller lagt over stenene – alle lignede de hinanden med et lille tvist.
Det blev mørkt mens vi kørte og hvor blev jeg glad for at se at forlygterne på minibussen virkede, men jeg fik mere og mere ondt i bagdelen og til sidst sad jeg kun at tænkte på at turen da snart måtte være ovre. 4 timer senere var vi i Magburka og lykken gjort, for vi var heldige: Vi overlevede! Turen tog kun 4 timer, vi havde ikke andre problemer (fx punkteret hjul) undervejs, det havde ikke regnet og det var billigt. Eneste ulemper var at jeg var træt og havde møj ondt i bagdelen. Til gengæld føltes det som at være ankommet til himlen da jeg satte mig på sædet i taxaen fra Magburka til Masanga –en bil med normale bløde bilsæder, så jeg blev taget blidt imod ved hvert hop og kun en halv times transport tid tilbage før jeg var hjemme på hostellet i Masanga og min seng.