Hver morgen vågner jeg til lugten af optændingssprit, gryder der ramler sammen og køkkenkvinderne der snakker temne sammen. I går morges efter min løbetur og forfriskende bad kom jeg ud på terrassen til morgenmad og så vores tre kyllinger ligge på jorden i buret fuldstændig dækket af myre. I løbet af natten var myrerne kravlet på kyllingerne, over hele deres krop og ned i halsen, så de var dræbt. Sikke en måde at dø på, men ok de skulle have ladt livet den morgen til Pa Yambas kniv, så stakkels os volontører: der røg vores aftensmads kylling og der købes ikke nye før næste uge når shopping bilen køre til Makeni.
Efter arbejdsdagen var ovre mødtes jeg med Alfred fra øjenklinikken. Vi gik op i landsbyen og så hans nye hus, hvis konstruktion er lavet af pinde med en diameter på omkring 5-10 cm, hvor på der er klasket mudder op, så væggene er tætte og kølende. Taget er lavet af strå. Omme bag huset under mango træernes skygge er bålpladsen, hvor alt maden bliver lavet. Ude foran huset lå Aminata, Alfreds kone, med en klud viklet om ca. hele hovedet. Hun har problemer med sit ene øje, og skulle eftersigne have været omkring hendes mands klinik for at få noget medicin. Men mens vi sidder der kommer hendes søster ud fra huset med noget grønt urte-stas, som hun skal have i øjet –og tænk hendes mand er ene mand i øjenklinikken og meget stolt ved sit arbejde. Så der kan ikke være grund til forundring når man møder tilfældige mennesker der har urte blandinger i hovedet pga. hævelser eller over hele temporal fladen samt i øregangen mod ørepine!
Vi ender besøget på hans kasava mark, hvor han fylder en hel pose med kasavaer til os. Flere indfødte er kommet med forskellige slags frugt til os volontører trods de har mange munde at mætte. Kommer man til gengæld kørende gælder det om ikke at køre kyllinger og slet ikke geder eller får ned, da disse dyr er tegn på status og velfærd. På den to sporet hovedvej til Freetown er det måske lige så meget dyrenes som menneskenes liv de ”reklamere” for med sætningerne: ”be alert never hurts” og ”speed thrills but kills”, for bilerne er faldefærdige, overpakket med mennesker og oppakningen på taget kan nemt være lige så høj som bilen.
Tilbage på hostellet har Kadiatu (vanddamen) ikke hentet toilet og badevand, så jeg må selv ned til brønden, pumpe vandet op, sætte spanden på hovedet og holde ved med begge hænder mens jeg går forsigtigt tilbage til mit rum og toilettet –det ser på ingen måde lige så legende let ud som det gør for de afrikanske kvinder, men jeg klare det uden at spille. Mens jeg står ved brønden kan jeg passende vaske mine støvede beskidte fødder og klipklapper, samtidig med at jeg repetere for mig selv hvor mange forskellige slags mangoer der er, hvordan kasava plantes, at appelsin sæsonen er før ananas som kommer lige inden mangosæsonen og hvordan man fik olie ud af de små palmefrugter. Jeg bliver vækket fra mine tanker da tre kvinder, to med fyldte baljer og en med en bunke brænde på hovedet er stoppet op på vejen for at kigge på mig, en får råbt hallo og da jeg svare: ”Empieri” (=god eftermiddag) tilbage lyser tænderne op i et hvidt smil og de siger en masse uforståeligt på temne.
Lige nu sidder jeg på værelset og nyder at strømmen er til. Om lidt hopper jeg ind på et af de andre værelser og ser en dvd sammen med nogle af de andre volontører, inden jeg bevæger ind under myggenettet og lytter til alle dyre lydene indtil jeg falder i søvn i varmen og mørket.
søndag den 28. februar 2010
søndag den 7. februar 2010
kultur, fattigdom og forståelse
”Diray, sekke” ”sekkeno””Tu ben de ra?” ”tanto cru” =”go morgen, hej””hej jer””hvordan går det?””Tak til gud”
Ja det er ca. så langt jeg er nået med mit Temne, som er lokalsproget dvs. det bliver kun talt i dette område af landet. Da ingen af mødrene på afdelingen snakker engelsk og kun få af dem Krio som minder lidt om engelsk er der lang vej endnu, men jeg håber jeg kan skrive 4/5. sprog på mit CV når jeg kommer hjem ;)
Hver dag bliver jeg på mindet om at jeg befinder mig i et helt andet land. Alle børn siger hej og spørger hvad man hedder samtidig med at de lige rører ved én. Skolebørn beder gerne en om ting hvis man har noget i hænderne sågar en mobiltelefon. Eller som i dag hvor jeg sad uden for værelset kommer der en fyr hen og efter en kort intro fortæller at han har skoleproblemer da hans forældre er døde. Med rigtig mange folk kan jeg ikke kommunikere både fordi vi ikke snakker samme sprog, men også fordi vor verdens opfattelse er så forskellig. Jeg kender ikke deres kultur og er derfor ikke klar over hvad de gerne vil mig, samtidig med at de ikke kender min verden og forstår at jeg tænker helt anderledes end dem.
For nogle dage siden havde jeg en rigtig kultur oplevelse. Da vi om eftermiddagen kom op på afdelingen for at se hvordan det hele stod til fandt vi ud af, udover at sygeplejersken ikke havde gået stuegang på børnene, at Isatus mor ville hjem. Isatu var meget syg da de ankom for længe siden, dengang ville moren ikke indrømme hun var moren, men med mælk og plumpynut (masse ernæring), antibiotika og tuberkulose behandling er hun langsomt blevet bedre, men vi ville gerne beholde hende på afdelingen lidt længere, da Isatu fortsat er tynd og tuberkulose behandlingen er langvarig. For hvem ved om hun vil få behandlingen når hun kommer hjem? Vi fik sygeplejersken til at tale med Isatus mor, hvilket skete hvor vi fandt hende: lige uden for afdelingen midt på hospitalsvejen. Og det var ikke nogen ”jeg-forstår-godt-dit-dilemma” snak, men derimod en råben og skælden ud fra sygeplejerskens side. Alle mødrene fra afdelingen kom ud og stod omkring og de der kom forbi på vejen kom også gerne op for at høre hvad der skete og blande sig. Da vi bagefter prøvede at spørge nurse aidsen om dette virkelig var den rette måde at få moderen til at blive på forstod han overhovedet ikke vores tanke gang. Det eneste han kom frem til at fortælle os var at de andre mødre nu også kunne fortælle moderen at hun skulle blive.
I dag havde jeg endnu en kultur oplevelse. Kl. 6 i morges døde et af de børn vi havde med fra out-reach i torsdags, trods second line antibiotika, severe malaria behandling (injektioner) og blodtransfusion. I formiddags da vi snakkede med ham on-call om hvad vi skulle gøre med moderen og den syge, men stadig levende tvilling, sangde han: ”problemet med vores traditioner er at folk først kommer med hjælp når døden indtræder, her bringer de hvidt lagen, ris mm, men under sygdom er der ingen støtte.” Senere i samtalen siger han at det kun er et lille barn og derfor ikke så vigtigt at det bliver begravet tæt på/i forældrenes landsby. Vi formår at overbevise moderen om at hun bliver nød til at begrave sit døde barn på sygehuset, så det syge barn kan fortsætte sin behandling og forhåbentlig blive rask. Vi råder hende til dette da vi ser det som eneste mulighed for at hjælpe det levende barn –et 4 måneder gammelt barn kan ikke ligge alene på afdelingen, hvis de tager hjem med det døde kommer de sikkert ikke igen pga manglende penge til transport. Denne beslutning står moderen helt alene med, hun er alene på sygehuset og der var ikke nogen telefonforbindelse til manden der bor ca. 1 times bilkørsel fra Masanga.
For en uge siden da vores sygeplejerske måtte tage til Freetown pga. familie problemer begyndte nurse aidsene selv at indlægge børn og udskrive medicin. Vi snakker her om folk der har et års træning og ingen ved helt hvilken skoleuddannelse! De glemte at holde styr på mødrene i sengene, at kopiere og holde orden i journalerne. Dette er små ting der bare ikke burde falde fra hinanden blot fordi lederen er væk. Den unge CHO der ikke er van til at gå stuegang eller at have med børn at gøre skulle op og være den ansvarlige. Dette kunne vi lyn hurtigt se ikke fungerede, så vi måtte selv der op, gå stuegang med ham og klare det praktiske med bl.a. at få medicinen frem. Det var en uge med meget arbejde, men vi er til gengæld kommet ind i tingene og har set der stadig er behov for at vi er tovholdere og at sygeplejersken er en vigtig brik for afdelingen.
Dette er små eksempler på hvor anderledes livet hernede er, men det er ikke noget nær en fyldestgørende beskrivelse. Fx er det Temne jeg har lært blot standart hilsnen når man møder folk. Der er stadig lang vej før jeg kan bære vandspandene på hovedet uden at bruge mine hænder. Luften af tyk af varme. Man kan altid høre enten gedernes brægen eller høns. Vores toilet ligner og lugter som et campingtoilet i Østeuropa. Man får altid et tak med når man siger farvel/vi ses til en lokal. Hver eftermiddag har man beskidte fødder fra sandvejen og sådan er der så mange andre små ting der gør Masanga helt unikt –yes! I’m loving life :)
Ja det er ca. så langt jeg er nået med mit Temne, som er lokalsproget dvs. det bliver kun talt i dette område af landet. Da ingen af mødrene på afdelingen snakker engelsk og kun få af dem Krio som minder lidt om engelsk er der lang vej endnu, men jeg håber jeg kan skrive 4/5. sprog på mit CV når jeg kommer hjem ;)
Hver dag bliver jeg på mindet om at jeg befinder mig i et helt andet land. Alle børn siger hej og spørger hvad man hedder samtidig med at de lige rører ved én. Skolebørn beder gerne en om ting hvis man har noget i hænderne sågar en mobiltelefon. Eller som i dag hvor jeg sad uden for værelset kommer der en fyr hen og efter en kort intro fortæller at han har skoleproblemer da hans forældre er døde. Med rigtig mange folk kan jeg ikke kommunikere både fordi vi ikke snakker samme sprog, men også fordi vor verdens opfattelse er så forskellig. Jeg kender ikke deres kultur og er derfor ikke klar over hvad de gerne vil mig, samtidig med at de ikke kender min verden og forstår at jeg tænker helt anderledes end dem.
For nogle dage siden havde jeg en rigtig kultur oplevelse. Da vi om eftermiddagen kom op på afdelingen for at se hvordan det hele stod til fandt vi ud af, udover at sygeplejersken ikke havde gået stuegang på børnene, at Isatus mor ville hjem. Isatu var meget syg da de ankom for længe siden, dengang ville moren ikke indrømme hun var moren, men med mælk og plumpynut (masse ernæring), antibiotika og tuberkulose behandling er hun langsomt blevet bedre, men vi ville gerne beholde hende på afdelingen lidt længere, da Isatu fortsat er tynd og tuberkulose behandlingen er langvarig. For hvem ved om hun vil få behandlingen når hun kommer hjem? Vi fik sygeplejersken til at tale med Isatus mor, hvilket skete hvor vi fandt hende: lige uden for afdelingen midt på hospitalsvejen. Og det var ikke nogen ”jeg-forstår-godt-dit-dilemma” snak, men derimod en råben og skælden ud fra sygeplejerskens side. Alle mødrene fra afdelingen kom ud og stod omkring og de der kom forbi på vejen kom også gerne op for at høre hvad der skete og blande sig. Da vi bagefter prøvede at spørge nurse aidsen om dette virkelig var den rette måde at få moderen til at blive på forstod han overhovedet ikke vores tanke gang. Det eneste han kom frem til at fortælle os var at de andre mødre nu også kunne fortælle moderen at hun skulle blive.
I dag havde jeg endnu en kultur oplevelse. Kl. 6 i morges døde et af de børn vi havde med fra out-reach i torsdags, trods second line antibiotika, severe malaria behandling (injektioner) og blodtransfusion. I formiddags da vi snakkede med ham on-call om hvad vi skulle gøre med moderen og den syge, men stadig levende tvilling, sangde han: ”problemet med vores traditioner er at folk først kommer med hjælp når døden indtræder, her bringer de hvidt lagen, ris mm, men under sygdom er der ingen støtte.” Senere i samtalen siger han at det kun er et lille barn og derfor ikke så vigtigt at det bliver begravet tæt på/i forældrenes landsby. Vi formår at overbevise moderen om at hun bliver nød til at begrave sit døde barn på sygehuset, så det syge barn kan fortsætte sin behandling og forhåbentlig blive rask. Vi råder hende til dette da vi ser det som eneste mulighed for at hjælpe det levende barn –et 4 måneder gammelt barn kan ikke ligge alene på afdelingen, hvis de tager hjem med det døde kommer de sikkert ikke igen pga manglende penge til transport. Denne beslutning står moderen helt alene med, hun er alene på sygehuset og der var ikke nogen telefonforbindelse til manden der bor ca. 1 times bilkørsel fra Masanga.
For en uge siden da vores sygeplejerske måtte tage til Freetown pga. familie problemer begyndte nurse aidsene selv at indlægge børn og udskrive medicin. Vi snakker her om folk der har et års træning og ingen ved helt hvilken skoleuddannelse! De glemte at holde styr på mødrene i sengene, at kopiere og holde orden i journalerne. Dette er små ting der bare ikke burde falde fra hinanden blot fordi lederen er væk. Den unge CHO der ikke er van til at gå stuegang eller at have med børn at gøre skulle op og være den ansvarlige. Dette kunne vi lyn hurtigt se ikke fungerede, så vi måtte selv der op, gå stuegang med ham og klare det praktiske med bl.a. at få medicinen frem. Det var en uge med meget arbejde, men vi er til gengæld kommet ind i tingene og har set der stadig er behov for at vi er tovholdere og at sygeplejersken er en vigtig brik for afdelingen.
Dette er små eksempler på hvor anderledes livet hernede er, men det er ikke noget nær en fyldestgørende beskrivelse. Fx er det Temne jeg har lært blot standart hilsnen når man møder folk. Der er stadig lang vej før jeg kan bære vandspandene på hovedet uden at bruge mine hænder. Luften af tyk af varme. Man kan altid høre enten gedernes brægen eller høns. Vores toilet ligner og lugter som et campingtoilet i Østeuropa. Man får altid et tak med når man siger farvel/vi ses til en lokal. Hver eftermiddag har man beskidte fødder fra sandvejen og sådan er der så mange andre små ting der gør Masanga helt unikt –yes! I’m loving life :)
Abonner på:
Opslag (Atom)