I aften var vi til et kirke arrangement: ”A series of meetings that will transform your life for eternity”. Aftenes tema var: ”How to know the future” og det skulle starte kl. 18 og alligevel var Anja og jeg de første voksne der ankom udover dem der skulle sætte tingene op samt præsten, som vi da også fik os en lille snak med, trods vi var der kl. 18.15.
Efter at have afprøvet musik og mikrofon et par gange begyndte musikken at lyde meget højt ud af de store højtalerne der var stablet på jorden og ca. kl. 19.30 begyndte første punkt på programmet: fælles sang. En kvinde kom op foran bænkene der var placeret på rækker på jorden (/græsset) foran skolen og sang med en dårlig klang første sang i gang. Dette blev fulgt af andre sange hun fandt på, menigheden bød ind med forslag og sang med. Kende tegnet ved alle disse sange var at de ca. bestod af to forskellige linjer der blev gentaget mange gange så sangene havde en varighed af et par minutter. Det hele foregik uden hjælp fra instrumenter.
Det var ikke kun denne kvindelig forsanger der kunne have haft en bedre røst, de to der lidt senere kom op til mikrofonen og sang solo gjorde det piv falsk men uden at trække en mine, standse op eller virke flov. Inden havde der været introduktion og indgangs bøn og efter blev der lavet en quiz, hvor de der havde medbragt papir og pen og fik 3 ud af 5 rigtige kunne vinde en gave. Jeg valgte ikke at deltage og godt nok for jeg ville kun have haft én rigtig, men nu ved jeg at der er 66 bøger i biblen og at Moses skrev de første 5.
Alle taler og introduktioner foregik på engelsk med mikrofon som så blev oversat til Temne uden mikrofon. Her skal det lige nævnes at regionssproget er Temne og at landets sprog er Krio (broken english). Uden health talken om forskellen på malaria og salmonella tyfi skiftede manden med mikrofonen dog fra engelsk til krio midt i det hele. Det blev derfor noget svære at forstå, for ikke nok med at sproget kræver koncentration så var mikrofonen også placeret alt for tæt på munden –det var kun præsten der havde fundet ud af tricket med at hvis mikrofonen holdes lidt fra munden giver det en bedre lyd.
Uden det hele blev vi de 10 første kaldt op en efter en for at modtage et håndtryk og en gave af præsten, fordi vi respekterede tiden. Emil og Hindu der først kom kl. 19.10 var også med på denne liste! Men det bedste af det hele var at de kl. 18.15, da gudstjenesten skulle være startet fortsat var i gang med at sætte højtaler op, de var slet ikke nået til det hvide lagen til projektoren eller lampen til scenen (det hele foregik jo udenfor og kl. 19.30 er der helt mørkt), for ikke at snakke om at generatoren ikke var ankommet.
Endnu engang kan jeg ikke sige så meget andet end: TIA (This Is Africa). Og med det vil jeg puste stearinlysene ud og gå i sikkerhed under myggenettet, så jeg kan være frisk til en kanotur på folden lige neden for hostellet i morgen.
lørdag den 27. marts 2010
Fra Freetown til Masanga
I udkanten af Freetown får jeg fat i en minibus der skal til Makeni. Det gode ved minibusserne er at de stopper færre gange end Poda poda, er billigere end taxier (ca. 20 kr for 3 timers kørsel) og så er de ok komfortable dvs. man får nu også ondt bag i af dem for også her klemmer de fire voksne mennesker sammen på et almindeligt bagsæde. I dag var det ekstra presset på bagsædet for i begge sider var der ca. 3 cm over sæde niveau en metal plade, så hvis den de der sad i siderne ikke følte for at i to niveauer var der endnu mindre plads til os alle. Min lykke var gjort da en af passagererne blev skiftet ud med en anden midt vejs, jeg fik skifte plads og dermed lagt vægten på et andet sted.
Efter at have afgivet meget sved og delt lidt med mine medpassager ankom vi endelig til Makeni. Efter et hurtigt smut i supermarked, for hvornår er det nu lige jeg kommer til et igen?, så måtte jeg ud og forhøre mig efter et transportmiddel til Bagburka. Og minsandten og der ikke var gevinst i første forsøg med en offentlig taxi. Normal kutyme i disse taxaer er at der sidder to på forsædet ved siden af chaufføren og fire på bagsædet, så det skulle vi da også på denne tur. Problemet var imidlertid at de tre andre var godt polstret og den ene havde tilmed sine to små børn med, så jeg måtte op på skødet af den fremmede mand for at vi alle kunne være der. Han viste sig heldigvis at være en venlig mand der ikke forsøgte sig med tilnærmelser, men sagde: ”kom af sted chauffør for nu sidder jeg med en kvinde på skødet o hun er ikke min.” og henvendt til mig: ”Nej det må du hellere lade være med at skrive om i dine kommentarer [blog, mails]for hvad vil din mand ikke sige til at du har siddet på foden [skødet] af en fremmed mand. ”
I Magburka bliver jeg sat af ved den håndkræft drevne diesel pumpe (det fede er at diesel har en fast pris i hele landet og variere ikke fra dag til dag), hvor grusvejen til Masanga drejer af. Jeg bliver tilbudt at betale en taxi for mig selv (ca 45 kr for 30 min), men nu er jeg allerede så svedig, i gang med den offentlige transport og penge sparring at jeg lige så godt kan fortsætte. Jeg siger som altid nej tak til en motorcykel –har stadig ikke mod på at min første motorcykel tur skal foregå uden hjelm, i sommertøj, på grus vej og med en x-børnesoldat som min chauffør. Heldigvis kommer der snart en taxi der køre til Masanga, men vi er mange der skal med, så den bliver fyldt til randen: 5 voksne + 1 barn på bagsædet, jeg sidder på passager sædet med en anden kvinden og chaufføren der har protese på den ene arm deler også sit sæde med en, på taget sidder 6 fyre. Bilen er i normal taxa stand: spejlene eksistere sparsomt, forruden har et stenslag, speedometer og km tæller virker ikke, der bruges ikke nøgle for at starte motoren og alt det indre betrak i bilen er taget ud. Men på en eller anden måde kender chaufførerne deres bil, de får benzin på før det er for sent og snoet bilen uden om de værste bump. Så 30 min senere kan jeg står jeg i Masanga landsby og kan betale chaufføren hans ca. 6 kr for turen.
Efter at have afgivet meget sved og delt lidt med mine medpassager ankom vi endelig til Makeni. Efter et hurtigt smut i supermarked, for hvornår er det nu lige jeg kommer til et igen?, så måtte jeg ud og forhøre mig efter et transportmiddel til Bagburka. Og minsandten og der ikke var gevinst i første forsøg med en offentlig taxi. Normal kutyme i disse taxaer er at der sidder to på forsædet ved siden af chaufføren og fire på bagsædet, så det skulle vi da også på denne tur. Problemet var imidlertid at de tre andre var godt polstret og den ene havde tilmed sine to små børn med, så jeg måtte op på skødet af den fremmede mand for at vi alle kunne være der. Han viste sig heldigvis at være en venlig mand der ikke forsøgte sig med tilnærmelser, men sagde: ”kom af sted chauffør for nu sidder jeg med en kvinde på skødet o hun er ikke min.” og henvendt til mig: ”Nej det må du hellere lade være med at skrive om i dine kommentarer [blog, mails]for hvad vil din mand ikke sige til at du har siddet på foden [skødet] af en fremmed mand. ”
I Magburka bliver jeg sat af ved den håndkræft drevne diesel pumpe (det fede er at diesel har en fast pris i hele landet og variere ikke fra dag til dag), hvor grusvejen til Masanga drejer af. Jeg bliver tilbudt at betale en taxi for mig selv (ca 45 kr for 30 min), men nu er jeg allerede så svedig, i gang med den offentlige transport og penge sparring at jeg lige så godt kan fortsætte. Jeg siger som altid nej tak til en motorcykel –har stadig ikke mod på at min første motorcykel tur skal foregå uden hjelm, i sommertøj, på grus vej og med en x-børnesoldat som min chauffør. Heldigvis kommer der snart en taxi der køre til Masanga, men vi er mange der skal med, så den bliver fyldt til randen: 5 voksne + 1 barn på bagsædet, jeg sidder på passager sædet med en anden kvinden og chaufføren der har protese på den ene arm deler også sit sæde med en, på taget sidder 6 fyre. Bilen er i normal taxa stand: spejlene eksistere sparsomt, forruden har et stenslag, speedometer og km tæller virker ikke, der bruges ikke nøgle for at starte motoren og alt det indre betrak i bilen er taget ud. Men på en eller anden måde kender chaufførerne deres bil, de får benzin på før det er for sent og snoet bilen uden om de værste bump. Så 30 min senere kan jeg står jeg i Masanga landsby og kan betale chaufføren hans ca. 6 kr for turen.
onsdag den 10. marts 2010
4 timer med Poda poda
Efter en formiddag brugt på at se diamant miner, en masse sol og en opringning om at der ikke var mere benzin i Makeni og Magburka (byerne tættest på Masanga), hvilket betød at vores chauffør, som vi troede var blevet i Koido natten over, ikke kunne komme og hente os, begav vi os ud i den sidste regn for at finde en Poda poda mod Magburka.
Og hvor heldig kan man være?! Emil fik stoppet en før vi nåede til holdepladsen og så var vi tilmed de første passager. Jeg kom til at sidde yderst i venstre side, alleer bagerst. Sidevinduet var der ikke længere og der hvor det skulle have siddet var der kun ren metal der stak lidt i alle retninger, så hvor var det godt det ikke regnede mere den dag! Forruden var ikke nem at se ud af og efter de havde forsøgt at skylde det ren med vand lignede det mere de havde smurt vaseline udover. Sæderne var snare smalle bænke betrukket med lidt stof. Jeg måtte sidde med bukket hoved for ikke at hamre hovedet op i loftets metal stænger samtidig med at jeg forsøgte at holde armene tæt så jeg ikke skulle skære mig på vindue rammens metal. Minibussens tag blev pakket med 2 lag bagage (hvilket er set meget større) hvor oven på der jo passende kunne sidde en mand, ligesom der på en del af turen stod en mand på stigen der hang ned på siden af bussen og kun sad fast på tagget.
Vi ventede ikke længe ved Koido stoppet og da vi satte i gang holdte chauffør virkelig foden på speederen. Der var rigtig mange huller i vejen, så mange at man ikke kunne sno sig omkring dem, hvorfor chaufføren i stedet lod os flyve hen over dem. Min mave hoppede med op og blev så klasket tilbage med et smel og et lyn af en smerte, men da heldigvis kun en kort en af slagsen modsat den smerte siddeknoglerne blev påført fra alle hoppene op og ned, den blev ved hele natten. En enkel gang blev der bremset op for en flok får der kom gående og fyldte hele vejen, en anden gang blev vægten lagt på den ene sides hjul i forsøget på at dreje uden om to får –ja flere gange under turen var jeg noget bekymret for om vi virkelig havde valgt det rette transportmiddel.
Udenfor vinderne fløj den smukke natur forbi med alle de forskellige slags palmer (banan, kokos, palmevin og palmeolie), træer med grønne blade, det høje græs, bjergene og spredte klippesten. Farten blev heller ikke sænket meget igennem landsbyerne, hvor kvinderne ufortrødent fortsatte med at flette hinandens hår, masse korn i deres store morder eller lave mad. Hver gang vi kørte igennem en landsby blev vi mødt af lugten af bål, man kunne se de små huse og tøjet der hang til tørre på opsatte tykke grene eller lagt over stenene – alle lignede de hinanden med et lille tvist.
Det blev mørkt mens vi kørte og hvor blev jeg glad for at se at forlygterne på minibussen virkede, men jeg fik mere og mere ondt i bagdelen og til sidst sad jeg kun at tænkte på at turen da snart måtte være ovre. 4 timer senere var vi i Magburka og lykken gjort, for vi var heldige: Vi overlevede! Turen tog kun 4 timer, vi havde ikke andre problemer (fx punkteret hjul) undervejs, det havde ikke regnet og det var billigt. Eneste ulemper var at jeg var træt og havde møj ondt i bagdelen. Til gengæld føltes det som at være ankommet til himlen da jeg satte mig på sædet i taxaen fra Magburka til Masanga –en bil med normale bløde bilsæder, så jeg blev taget blidt imod ved hvert hop og kun en halv times transport tid tilbage før jeg var hjemme på hostellet i Masanga og min seng.
Og hvor heldig kan man være?! Emil fik stoppet en før vi nåede til holdepladsen og så var vi tilmed de første passager. Jeg kom til at sidde yderst i venstre side, alleer bagerst. Sidevinduet var der ikke længere og der hvor det skulle have siddet var der kun ren metal der stak lidt i alle retninger, så hvor var det godt det ikke regnede mere den dag! Forruden var ikke nem at se ud af og efter de havde forsøgt at skylde det ren med vand lignede det mere de havde smurt vaseline udover. Sæderne var snare smalle bænke betrukket med lidt stof. Jeg måtte sidde med bukket hoved for ikke at hamre hovedet op i loftets metal stænger samtidig med at jeg forsøgte at holde armene tæt så jeg ikke skulle skære mig på vindue rammens metal. Minibussens tag blev pakket med 2 lag bagage (hvilket er set meget større) hvor oven på der jo passende kunne sidde en mand, ligesom der på en del af turen stod en mand på stigen der hang ned på siden af bussen og kun sad fast på tagget.
Vi ventede ikke længe ved Koido stoppet og da vi satte i gang holdte chauffør virkelig foden på speederen. Der var rigtig mange huller i vejen, så mange at man ikke kunne sno sig omkring dem, hvorfor chaufføren i stedet lod os flyve hen over dem. Min mave hoppede med op og blev så klasket tilbage med et smel og et lyn af en smerte, men da heldigvis kun en kort en af slagsen modsat den smerte siddeknoglerne blev påført fra alle hoppene op og ned, den blev ved hele natten. En enkel gang blev der bremset op for en flok får der kom gående og fyldte hele vejen, en anden gang blev vægten lagt på den ene sides hjul i forsøget på at dreje uden om to får –ja flere gange under turen var jeg noget bekymret for om vi virkelig havde valgt det rette transportmiddel.
Udenfor vinderne fløj den smukke natur forbi med alle de forskellige slags palmer (banan, kokos, palmevin og palmeolie), træer med grønne blade, det høje græs, bjergene og spredte klippesten. Farten blev heller ikke sænket meget igennem landsbyerne, hvor kvinderne ufortrødent fortsatte med at flette hinandens hår, masse korn i deres store morder eller lave mad. Hver gang vi kørte igennem en landsby blev vi mødt af lugten af bål, man kunne se de små huse og tøjet der hang til tørre på opsatte tykke grene eller lagt over stenene – alle lignede de hinanden med et lille tvist.
Det blev mørkt mens vi kørte og hvor blev jeg glad for at se at forlygterne på minibussen virkede, men jeg fik mere og mere ondt i bagdelen og til sidst sad jeg kun at tænkte på at turen da snart måtte være ovre. 4 timer senere var vi i Magburka og lykken gjort, for vi var heldige: Vi overlevede! Turen tog kun 4 timer, vi havde ikke andre problemer (fx punkteret hjul) undervejs, det havde ikke regnet og det var billigt. Eneste ulemper var at jeg var træt og havde møj ondt i bagdelen. Til gengæld føltes det som at være ankommet til himlen da jeg satte mig på sædet i taxaen fra Magburka til Masanga –en bil med normale bløde bilsæder, så jeg blev taget blidt imod ved hvert hop og kun en halv times transport tid tilbage før jeg var hjemme på hostellet i Masanga og min seng.
Abonner på:
Opslag (Atom)