en arbejdsdag paa masanga hospital

Varmen er allerede ved at komme da jeg kl. 8 bevæger mig op på hospitalet, for at komme til morgen møde. Da jeg drejer ud fra hostel området møder jeg en kvinde der gående er ved at sætter sin lapa (slå om nederdel), mens T-shirten er trukket op over brysterne, så de hænger frit uden BH og baljen på hovedet står stabilt på et lille stykke stof. Længere nede af vejen bliver jeg indhentet af skolebørnene, der skal høre hvad jeg hedder og ellers bare gå tæt på mig. Det er en blanding af muslimske og kristne i deres forskellige uniformer, som løber og leger sammen. Som resten af samfundet tager de ikke notits af hvilken religion deres venner og familie medlemmer tilhører – Marie (nurse aids på SC’en) der er muslim går gerne med et guldkors om halsen, da det er pænt og jeg har set hende slå korsets tegn for en anden.

Efter morgenmødet med senior staff går jeg over på SC’en (stabilasation center) for at gennemgå morning teaching med Mary på nok 50 år, så hun kan give det rette budskab videre til mødrene. Dagens emne er family planing. Efter at have gennemgået at en kvinde ikke har et bestemt antal børn hun skal føde og hvilke præparater hun kan bruge for at undgå at blive gravid, er Marys spørgsmål: ”men hvorfor er det at nogle unge kvinder ikke kan lade være med at have sex med deres mænd mens de giver bryst som ellers er traditionen?” ellers er traditionen?” Traditionen har sine fordele: ingen børn så længe kvinden har ét barn at bryst føde, for selvom der nu findes prævention, er realiteten at kun få kender til dem. Og hvis kvinden siger nej til sex vil manden nok finde en anden i byen og så måske slæbe en sex sygdom med hjem. Men forhåbentlig når dagens budskab igennem til de mødre der er indlagt på afdelingen.

Jeg overvære starten af morning teaching med klap, sang og lidt dans inden jeg bevæger mig ud på hospitalsvejen og over til Alfred på øjenklinikken, hvor der skal snakkes om denne uges outreach på de omkring liggende skoler, samt hvordan vores kontakt med Lunsar Eye Hospital går, idet vi gerne vil have de kommer forbi med deres mobile klinik. For sagen er den at Alfred ikke har en sundhedsfaglig uddannelse, men er trænet i visus tjek og diagnosticering af øjensygdomme.

Lige som vi runder af bliver lyset tændt dvs der er operation så mig over på OT (operation teather) og se hvad de skal i gang med. Jeg kommer med ind til en hudtransplantation som er justeret til Afrika forhold hvor vi ikke har de fancy hul-lavnings-maskiner man har i europa, så lægen selv må sidde og skære de små huller i den hud der er blevet taget af.

Efter frokost på hostellet med de andre volontører er jeg tilbage på SC’en, hvor jeg møder to nye børn: Santigie der sætter i et skrig når jeg kigger på ham –nok første gang han ser en hvid pige så tæt på. Hans hals er total spændt og hævet og efter samtale med lægen bliver vi enige om at det måske skyldes en tandbyld. I sengen ved siden af ham anbringes Fulamusu på 2 måneder der har hostet hele sit liv, ikke har fået nok mælk da moren har været syg i 3 måneder og først var på klinikken i går, samt ikke har fået sin tuberkuloses vaccine. Efter indlæggelsen sætter jeg mig på bænken foran afdelingen med af Adamsay (nurse aid på SC’en), nu gælder det quality controle, men midt i repetitionen om hvad der skal gøres når hun finder en anormal puls og hvorfor det er vigtigt at underernæret børn får mad flere gange dagligt svinder hendes koncentration: i træet lidt foran os er Kholifar ved at få mangoer ned med en tyk bambus pind på ca.4 meter. Og sådan går det til at jeg får 3 fine mangoer med hjem, mens Adamsay spiser sin med det samme –hvem behøver kniv eller lignende til at tage skralden af når man har tænderne?!

Inden dagen slutter får jeg lavet lidt gå træning med Foday på ca 1 år, mens hans mor grinede af os begge, samt båret rundt, snakke og putte med Momoh på 8 måneder, som til tak tissede på mig – hvilket i Sierra Leone skulle betyde at man snart bliver gravid, men det vælger jeg at lade være med at tro på ;)

Det er hen på eftermiddagen, men solen bager fortsat på mine skuldre og hovedbund da jeg går af grusvejen fra hospitalet tilbage til hostellet. Nogle fyre står og kaster mangoer og sten op i et træ for at få flere mangoer til at falde ned. Floden er nu så lavvandet at vandet ikke bevæger sig og der er kommet alger i. Jeg møder en lille gruppe kvinder, der bærer tin baljer og skovle på hovedet –de er på vej hjem fra deres arbejde i guldminen længere nede af vejen. Ved brønden møder jeg Fatmata, en af vore køkken damer, der har sin datter på ryggen og en dunk på hovedet: ” vandet fra denne brønd smager bedst” og ja så må man jo bare gå det stykke længere – sometimes ”life is not a banana [fair/easy]” men livet i Sierra Leone er dejligt og fuld af oplevelser.

James begravelse

James var en af vores nurse aids på SC’en. Han har været kendt med epilepsi i et par år og fået behandling. Vi ved dog ikke om han tog sin medicin. Men så i påsken fik han flere voldsomme anfald, blev indlagt uden caretaker (den person der tager sig af den syge på hospitalet) og da familiemedlemmerne kom tog de ham med til hans/deres landsby (for at komme til traditionel healer formoder jeg). Her lå han imidlertid i et selvstændigt rum og kun hans gamle mor (evt. bedstemor) har været inde ved ham, idet alle har troet at han smittede! Så ingen har stoppet hans anfald eller på anden måde hjulpet ham. Lørdag morgen kørte Alice (senior staff) ud til landsbyen for at hente ham. I løbet af den uge var han blevet lam i hele højre side, havde bidt noget af sin tunge af, mistet en tand og kunne ikke længere tale forståeligt.

I morges blev jeg så ringet op af Emma (afdelingslederen på SC’en). James var nu død. Dette havde de to hollandske læger forventet, men nok mere pga. neglect når han blev udskrevet. Men udover epilepsien kan han ifølge lægerne også have haft bylder (abscesser) i hjernen fra syfilis eller tuberkuloses, hvilket har fået det til at eskalere –det er lidt træls ikke at kunne få den rigtige diagnose, men lige slem er det jo for ham, familien og afdelingen: en kær er død.
James var muslim, så han skulle tilbage til sin landsby og begraves helst samme dag. Man kan blive begravet efter kl. 14 eller 16 bønnen. Så kl. 12 kørte vi fra Masanga Hospital i to landrover pakket med mennesker, selv den hvor James corpus lå i var fyldt, Idrissa, en anden nurse aid fra afdelingen sad klemt op mellem vinduet og det opslåede sæde. Alle nurse aidsne var i deres arbejdsuniformer og ikke det pæne tøj.

Ved ankomst til landsbyen blev liget der var pakket ind i et hvidt lagen ført over til moskéen og vi andre placeret foran familie huset hvor der var bygget et skyggested ud af pæle og palme blade, som tag. Her blev der overgivet vores ”contribution” (penge til den afdødes familie) og holdt tale om James. Kl. 14 gik nogle specielle folk (jeg tror kun der var mænd) hen og bad for James og da det var ovre gik vi alle med i optoget ned mod begravelsesstedet. Dvs. alle kvinderne måtte stoppe ved landsbyens ende, idet kun mændene måtte gå hele vejen til selve graven. Vi blev stående der ind til alle mændene i optoget var forsvundet, hvor efter vi gik tilbage til skygge stedet og fik serveret et fælles fad med ris og sovs og nogle sker, dog ikke nok til alle så folk måtte bruge deres hænder til at gave ned i fadet med. Da mændene kom tilbage var det deres tur til at dele et andet fad med ris og sovs, hvorefter det hele var ovre og vi kørte hjem igen.

Hele morgenen herskede der forståeligt nok en trykket stemning på afdelingen/hospitalet. Mange af de ansatte fra hospitalet kom forbi inden for de første to timer, selvom de ikke var på arbejde og mange var samlet da bilerne kørte. Da begravelsen var overstået smilte folk igen, ja der kom tilmed grin og jokes. Men fakta er at vi nu er en nurse aid mere short på SC’en, og en sådan er nok ikke bare til at finde en ny en af. Der er 3 børn som ikke længere har en far. Ingen far til at give kærlighed, visdom eller penge, så vil de fortsat have mulighed for at kunne afslutte skolen eller må de ud i marken/guldminen og tjene de penge som familien ikke længere får fra James til mad? Og så kunne det hele måske ikke have gået så galt hvis vi havde været i et civiliseret land med ordentlig diagnose muligheder samt behandling kontrol..