en arbejdsdag paa masanga hospital

Varmen er allerede ved at komme da jeg kl. 8 bevæger mig op på hospitalet, for at komme til morgen møde. Da jeg drejer ud fra hostel området møder jeg en kvinde der gående er ved at sætter sin lapa (slå om nederdel), mens T-shirten er trukket op over brysterne, så de hænger frit uden BH og baljen på hovedet står stabilt på et lille stykke stof. Længere nede af vejen bliver jeg indhentet af skolebørnene, der skal høre hvad jeg hedder og ellers bare gå tæt på mig. Det er en blanding af muslimske og kristne i deres forskellige uniformer, som løber og leger sammen. Som resten af samfundet tager de ikke notits af hvilken religion deres venner og familie medlemmer tilhører – Marie (nurse aids på SC’en) der er muslim går gerne med et guldkors om halsen, da det er pænt og jeg har set hende slå korsets tegn for en anden.

Efter morgenmødet med senior staff går jeg over på SC’en (stabilasation center) for at gennemgå morning teaching med Mary på nok 50 år, så hun kan give det rette budskab videre til mødrene. Dagens emne er family planing. Efter at have gennemgået at en kvinde ikke har et bestemt antal børn hun skal føde og hvilke præparater hun kan bruge for at undgå at blive gravid, er Marys spørgsmål: ”men hvorfor er det at nogle unge kvinder ikke kan lade være med at have sex med deres mænd mens de giver bryst som ellers er traditionen?” ellers er traditionen?” Traditionen har sine fordele: ingen børn så længe kvinden har ét barn at bryst føde, for selvom der nu findes prævention, er realiteten at kun få kender til dem. Og hvis kvinden siger nej til sex vil manden nok finde en anden i byen og så måske slæbe en sex sygdom med hjem. Men forhåbentlig når dagens budskab igennem til de mødre der er indlagt på afdelingen.

Jeg overvære starten af morning teaching med klap, sang og lidt dans inden jeg bevæger mig ud på hospitalsvejen og over til Alfred på øjenklinikken, hvor der skal snakkes om denne uges outreach på de omkring liggende skoler, samt hvordan vores kontakt med Lunsar Eye Hospital går, idet vi gerne vil have de kommer forbi med deres mobile klinik. For sagen er den at Alfred ikke har en sundhedsfaglig uddannelse, men er trænet i visus tjek og diagnosticering af øjensygdomme.

Lige som vi runder af bliver lyset tændt dvs der er operation så mig over på OT (operation teather) og se hvad de skal i gang med. Jeg kommer med ind til en hudtransplantation som er justeret til Afrika forhold hvor vi ikke har de fancy hul-lavnings-maskiner man har i europa, så lægen selv må sidde og skære de små huller i den hud der er blevet taget af.

Efter frokost på hostellet med de andre volontører er jeg tilbage på SC’en, hvor jeg møder to nye børn: Santigie der sætter i et skrig når jeg kigger på ham –nok første gang han ser en hvid pige så tæt på. Hans hals er total spændt og hævet og efter samtale med lægen bliver vi enige om at det måske skyldes en tandbyld. I sengen ved siden af ham anbringes Fulamusu på 2 måneder der har hostet hele sit liv, ikke har fået nok mælk da moren har været syg i 3 måneder og først var på klinikken i går, samt ikke har fået sin tuberkuloses vaccine. Efter indlæggelsen sætter jeg mig på bænken foran afdelingen med af Adamsay (nurse aid på SC’en), nu gælder det quality controle, men midt i repetitionen om hvad der skal gøres når hun finder en anormal puls og hvorfor det er vigtigt at underernæret børn får mad flere gange dagligt svinder hendes koncentration: i træet lidt foran os er Kholifar ved at få mangoer ned med en tyk bambus pind på ca.4 meter. Og sådan går det til at jeg får 3 fine mangoer med hjem, mens Adamsay spiser sin med det samme –hvem behøver kniv eller lignende til at tage skralden af når man har tænderne?!

Inden dagen slutter får jeg lavet lidt gå træning med Foday på ca 1 år, mens hans mor grinede af os begge, samt båret rundt, snakke og putte med Momoh på 8 måneder, som til tak tissede på mig – hvilket i Sierra Leone skulle betyde at man snart bliver gravid, men det vælger jeg at lade være med at tro på ;)

Det er hen på eftermiddagen, men solen bager fortsat på mine skuldre og hovedbund da jeg går af grusvejen fra hospitalet tilbage til hostellet. Nogle fyre står og kaster mangoer og sten op i et træ for at få flere mangoer til at falde ned. Floden er nu så lavvandet at vandet ikke bevæger sig og der er kommet alger i. Jeg møder en lille gruppe kvinder, der bærer tin baljer og skovle på hovedet –de er på vej hjem fra deres arbejde i guldminen længere nede af vejen. Ved brønden møder jeg Fatmata, en af vore køkken damer, der har sin datter på ryggen og en dunk på hovedet: ” vandet fra denne brønd smager bedst” og ja så må man jo bare gå det stykke længere – sometimes ”life is not a banana [fair/easy]” men livet i Sierra Leone er dejligt og fuld af oplevelser.