en cykeltur i verdens fattigste land

Det er blevet min 2. søndag eftermiddag i Masanga. Jeg er ved at finde ud af hvordan tingene fungere med mad, tøjvask, attituden/samtale formen med de lokale og ikke mindst hvad der foregår på hospitalet og hvor vi skal sætte ind.
I morges kl. 8.30 var vi nede i værkstedet og leje de to cykler vi manglede for at kunne tage på dagens tur (det koster 6 kr for en dags leje). Kl. 9 skulle vi mødes med Payamba (houseboy på hostellet), som skulle være dagens guide. 9.30 kom vi af sted –han var blevet lidt forsinket da et familie problem (dvs. ikke hans nær-nær familie for det har han ikke)skulle klares, hvilket vi fik at vide 5min før han faktisk kom, og jeg kan kun glæde mig over at jeg har boet et år i Spanien og bestemt ikke synes det var galt.
Vi cyklede ud til et bjerg (var reelt nok en bakke) som vi skulle ”bestige”. Da Payamba er en lidt ældre spedalsk mand gik cykelturen vældig langsomt, hvilket var meget rart i begyndelsen hvor jeg skulle vende mig til den ujævne grus vej og cykelen uden gear som jeg havde lånt. Ja for selvom vi kørte på hovedvejen og kom i gennem flere landsbyer undervejs, så var det en grus vej kun til en bil, hvor store sten pludselig dukkede op og hvis jævnhed er blevet forstyrret af den voldsomme mængde regn der falder hvert år i regntiden (ca. juli-okt).
Hver gang vi kom ind i en landsby kom alle børnene løbende ud til hovedvejen (hvor vi kørte igennem), vinkende og råbende ”O porto” [åberdo] (=hvidmand). Stoppede vi op (fordi Payamba kendte nogen han lige skulle hilse på) kom der en større flok hen til os for at sige hej og hvad hedder du. Selvom det ikke er nyt for mig som blondine at skabe meget opmærksomhed så er det alligevel værd at tænke på hvor meget god opmærksomhed vi skaber blot fordi vi er hvide –det virker som om det er dagens begivenhed. Hvilket er lidt det samme i masanga village som vi bor lige ved siden af, hvorfor de ser hvide meget ofte.
Da vi ankommer til landsbyen for foden af bjerget, skulle vi hilse på mange forskellige mennesker og endte ud med at skulle sidde i skyggen af et træ på træbænke lavet af planker og plastikstole der var arrangeret i en cirkel form hvor vi blev introduceret for alle i landsbyen og skulle fortælle hvad vi selv hed. Herefter blev vi bedt om at tage fotos af landsbyen da nogle af indbyggerne havde øjenproblemer (hvordan fotos lige skulle hjælpe på det ved jeg ikke helt..). Efter nogen tids venten, uden helt at vide hvad der foregik, begav vi os endelig på vej op af bakken fulgt af to nye lokal og en masse masse børn, der på toppen bare stod og kiggede på os.
Det blev en lidt lang dag pga. af Payambas tempo, jeg endte med at blive solbrændt i nakken og håndryggen –det har jeg da aldrig prøvet før! Desuden fik jeg lidt hovedpine pga varmen og for lidt vand, men det var nu en super god tur, hvor jeg fik mødt det lokale liv og set noget smukt natur :)