I aften var vi til et kirke arrangement: ”A series of meetings that will transform your life for eternity”. Aftenes tema var: ”How to know the future” og det skulle starte kl. 18 og alligevel var Anja og jeg de første voksne der ankom udover dem der skulle sætte tingene op samt præsten, som vi da også fik os en lille snak med, trods vi var der kl. 18.15.
Efter at have afprøvet musik og mikrofon et par gange begyndte musikken at lyde meget højt ud af de store højtalerne der var stablet på jorden og ca. kl. 19.30 begyndte første punkt på programmet: fælles sang. En kvinde kom op foran bænkene der var placeret på rækker på jorden (/græsset) foran skolen og sang med en dårlig klang første sang i gang. Dette blev fulgt af andre sange hun fandt på, menigheden bød ind med forslag og sang med. Kende tegnet ved alle disse sange var at de ca. bestod af to forskellige linjer der blev gentaget mange gange så sangene havde en varighed af et par minutter. Det hele foregik uden hjælp fra instrumenter.
Det var ikke kun denne kvindelig forsanger der kunne have haft en bedre røst, de to der lidt senere kom op til mikrofonen og sang solo gjorde det piv falsk men uden at trække en mine, standse op eller virke flov. Inden havde der været introduktion og indgangs bøn og efter blev der lavet en quiz, hvor de der havde medbragt papir og pen og fik 3 ud af 5 rigtige kunne vinde en gave. Jeg valgte ikke at deltage og godt nok for jeg ville kun have haft én rigtig, men nu ved jeg at der er 66 bøger i biblen og at Moses skrev de første 5.
Alle taler og introduktioner foregik på engelsk med mikrofon som så blev oversat til Temne uden mikrofon. Her skal det lige nævnes at regionssproget er Temne og at landets sprog er Krio (broken english). Uden health talken om forskellen på malaria og salmonella tyfi skiftede manden med mikrofonen dog fra engelsk til krio midt i det hele. Det blev derfor noget svære at forstå, for ikke nok med at sproget kræver koncentration så var mikrofonen også placeret alt for tæt på munden –det var kun præsten der havde fundet ud af tricket med at hvis mikrofonen holdes lidt fra munden giver det en bedre lyd.
Uden det hele blev vi de 10 første kaldt op en efter en for at modtage et håndtryk og en gave af præsten, fordi vi respekterede tiden. Emil og Hindu der først kom kl. 19.10 var også med på denne liste! Men det bedste af det hele var at de kl. 18.15, da gudstjenesten skulle være startet fortsat var i gang med at sætte højtaler op, de var slet ikke nået til det hvide lagen til projektoren eller lampen til scenen (det hele foregik jo udenfor og kl. 19.30 er der helt mørkt), for ikke at snakke om at generatoren ikke var ankommet.
Endnu engang kan jeg ikke sige så meget andet end: TIA (This Is Africa). Og med det vil jeg puste stearinlysene ud og gå i sikkerhed under myggenettet, så jeg kan være frisk til en kanotur på folden lige neden for hostellet i morgen.
lørdag den 27. marts 2010
Fra Freetown til Masanga
I udkanten af Freetown får jeg fat i en minibus der skal til Makeni. Det gode ved minibusserne er at de stopper færre gange end Poda poda, er billigere end taxier (ca. 20 kr for 3 timers kørsel) og så er de ok komfortable dvs. man får nu også ondt bag i af dem for også her klemmer de fire voksne mennesker sammen på et almindeligt bagsæde. I dag var det ekstra presset på bagsædet for i begge sider var der ca. 3 cm over sæde niveau en metal plade, så hvis den de der sad i siderne ikke følte for at i to niveauer var der endnu mindre plads til os alle. Min lykke var gjort da en af passagererne blev skiftet ud med en anden midt vejs, jeg fik skifte plads og dermed lagt vægten på et andet sted.
Efter at have afgivet meget sved og delt lidt med mine medpassager ankom vi endelig til Makeni. Efter et hurtigt smut i supermarked, for hvornår er det nu lige jeg kommer til et igen?, så måtte jeg ud og forhøre mig efter et transportmiddel til Bagburka. Og minsandten og der ikke var gevinst i første forsøg med en offentlig taxi. Normal kutyme i disse taxaer er at der sidder to på forsædet ved siden af chaufføren og fire på bagsædet, så det skulle vi da også på denne tur. Problemet var imidlertid at de tre andre var godt polstret og den ene havde tilmed sine to små børn med, så jeg måtte op på skødet af den fremmede mand for at vi alle kunne være der. Han viste sig heldigvis at være en venlig mand der ikke forsøgte sig med tilnærmelser, men sagde: ”kom af sted chauffør for nu sidder jeg med en kvinde på skødet o hun er ikke min.” og henvendt til mig: ”Nej det må du hellere lade være med at skrive om i dine kommentarer [blog, mails]for hvad vil din mand ikke sige til at du har siddet på foden [skødet] af en fremmed mand. ”
I Magburka bliver jeg sat af ved den håndkræft drevne diesel pumpe (det fede er at diesel har en fast pris i hele landet og variere ikke fra dag til dag), hvor grusvejen til Masanga drejer af. Jeg bliver tilbudt at betale en taxi for mig selv (ca 45 kr for 30 min), men nu er jeg allerede så svedig, i gang med den offentlige transport og penge sparring at jeg lige så godt kan fortsætte. Jeg siger som altid nej tak til en motorcykel –har stadig ikke mod på at min første motorcykel tur skal foregå uden hjelm, i sommertøj, på grus vej og med en x-børnesoldat som min chauffør. Heldigvis kommer der snart en taxi der køre til Masanga, men vi er mange der skal med, så den bliver fyldt til randen: 5 voksne + 1 barn på bagsædet, jeg sidder på passager sædet med en anden kvinden og chaufføren der har protese på den ene arm deler også sit sæde med en, på taget sidder 6 fyre. Bilen er i normal taxa stand: spejlene eksistere sparsomt, forruden har et stenslag, speedometer og km tæller virker ikke, der bruges ikke nøgle for at starte motoren og alt det indre betrak i bilen er taget ud. Men på en eller anden måde kender chaufførerne deres bil, de får benzin på før det er for sent og snoet bilen uden om de værste bump. Så 30 min senere kan jeg står jeg i Masanga landsby og kan betale chaufføren hans ca. 6 kr for turen.
Efter at have afgivet meget sved og delt lidt med mine medpassager ankom vi endelig til Makeni. Efter et hurtigt smut i supermarked, for hvornår er det nu lige jeg kommer til et igen?, så måtte jeg ud og forhøre mig efter et transportmiddel til Bagburka. Og minsandten og der ikke var gevinst i første forsøg med en offentlig taxi. Normal kutyme i disse taxaer er at der sidder to på forsædet ved siden af chaufføren og fire på bagsædet, så det skulle vi da også på denne tur. Problemet var imidlertid at de tre andre var godt polstret og den ene havde tilmed sine to små børn med, så jeg måtte op på skødet af den fremmede mand for at vi alle kunne være der. Han viste sig heldigvis at være en venlig mand der ikke forsøgte sig med tilnærmelser, men sagde: ”kom af sted chauffør for nu sidder jeg med en kvinde på skødet o hun er ikke min.” og henvendt til mig: ”Nej det må du hellere lade være med at skrive om i dine kommentarer [blog, mails]for hvad vil din mand ikke sige til at du har siddet på foden [skødet] af en fremmed mand. ”
I Magburka bliver jeg sat af ved den håndkræft drevne diesel pumpe (det fede er at diesel har en fast pris i hele landet og variere ikke fra dag til dag), hvor grusvejen til Masanga drejer af. Jeg bliver tilbudt at betale en taxi for mig selv (ca 45 kr for 30 min), men nu er jeg allerede så svedig, i gang med den offentlige transport og penge sparring at jeg lige så godt kan fortsætte. Jeg siger som altid nej tak til en motorcykel –har stadig ikke mod på at min første motorcykel tur skal foregå uden hjelm, i sommertøj, på grus vej og med en x-børnesoldat som min chauffør. Heldigvis kommer der snart en taxi der køre til Masanga, men vi er mange der skal med, så den bliver fyldt til randen: 5 voksne + 1 barn på bagsædet, jeg sidder på passager sædet med en anden kvinden og chaufføren der har protese på den ene arm deler også sit sæde med en, på taget sidder 6 fyre. Bilen er i normal taxa stand: spejlene eksistere sparsomt, forruden har et stenslag, speedometer og km tæller virker ikke, der bruges ikke nøgle for at starte motoren og alt det indre betrak i bilen er taget ud. Men på en eller anden måde kender chaufførerne deres bil, de får benzin på før det er for sent og snoet bilen uden om de værste bump. Så 30 min senere kan jeg står jeg i Masanga landsby og kan betale chaufføren hans ca. 6 kr for turen.
onsdag den 10. marts 2010
4 timer med Poda poda
Efter en formiddag brugt på at se diamant miner, en masse sol og en opringning om at der ikke var mere benzin i Makeni og Magburka (byerne tættest på Masanga), hvilket betød at vores chauffør, som vi troede var blevet i Koido natten over, ikke kunne komme og hente os, begav vi os ud i den sidste regn for at finde en Poda poda mod Magburka.
Og hvor heldig kan man være?! Emil fik stoppet en før vi nåede til holdepladsen og så var vi tilmed de første passager. Jeg kom til at sidde yderst i venstre side, alleer bagerst. Sidevinduet var der ikke længere og der hvor det skulle have siddet var der kun ren metal der stak lidt i alle retninger, så hvor var det godt det ikke regnede mere den dag! Forruden var ikke nem at se ud af og efter de havde forsøgt at skylde det ren med vand lignede det mere de havde smurt vaseline udover. Sæderne var snare smalle bænke betrukket med lidt stof. Jeg måtte sidde med bukket hoved for ikke at hamre hovedet op i loftets metal stænger samtidig med at jeg forsøgte at holde armene tæt så jeg ikke skulle skære mig på vindue rammens metal. Minibussens tag blev pakket med 2 lag bagage (hvilket er set meget større) hvor oven på der jo passende kunne sidde en mand, ligesom der på en del af turen stod en mand på stigen der hang ned på siden af bussen og kun sad fast på tagget.
Vi ventede ikke længe ved Koido stoppet og da vi satte i gang holdte chauffør virkelig foden på speederen. Der var rigtig mange huller i vejen, så mange at man ikke kunne sno sig omkring dem, hvorfor chaufføren i stedet lod os flyve hen over dem. Min mave hoppede med op og blev så klasket tilbage med et smel og et lyn af en smerte, men da heldigvis kun en kort en af slagsen modsat den smerte siddeknoglerne blev påført fra alle hoppene op og ned, den blev ved hele natten. En enkel gang blev der bremset op for en flok får der kom gående og fyldte hele vejen, en anden gang blev vægten lagt på den ene sides hjul i forsøget på at dreje uden om to får –ja flere gange under turen var jeg noget bekymret for om vi virkelig havde valgt det rette transportmiddel.
Udenfor vinderne fløj den smukke natur forbi med alle de forskellige slags palmer (banan, kokos, palmevin og palmeolie), træer med grønne blade, det høje græs, bjergene og spredte klippesten. Farten blev heller ikke sænket meget igennem landsbyerne, hvor kvinderne ufortrødent fortsatte med at flette hinandens hår, masse korn i deres store morder eller lave mad. Hver gang vi kørte igennem en landsby blev vi mødt af lugten af bål, man kunne se de små huse og tøjet der hang til tørre på opsatte tykke grene eller lagt over stenene – alle lignede de hinanden med et lille tvist.
Det blev mørkt mens vi kørte og hvor blev jeg glad for at se at forlygterne på minibussen virkede, men jeg fik mere og mere ondt i bagdelen og til sidst sad jeg kun at tænkte på at turen da snart måtte være ovre. 4 timer senere var vi i Magburka og lykken gjort, for vi var heldige: Vi overlevede! Turen tog kun 4 timer, vi havde ikke andre problemer (fx punkteret hjul) undervejs, det havde ikke regnet og det var billigt. Eneste ulemper var at jeg var træt og havde møj ondt i bagdelen. Til gengæld føltes det som at være ankommet til himlen da jeg satte mig på sædet i taxaen fra Magburka til Masanga –en bil med normale bløde bilsæder, så jeg blev taget blidt imod ved hvert hop og kun en halv times transport tid tilbage før jeg var hjemme på hostellet i Masanga og min seng.
Og hvor heldig kan man være?! Emil fik stoppet en før vi nåede til holdepladsen og så var vi tilmed de første passager. Jeg kom til at sidde yderst i venstre side, alleer bagerst. Sidevinduet var der ikke længere og der hvor det skulle have siddet var der kun ren metal der stak lidt i alle retninger, så hvor var det godt det ikke regnede mere den dag! Forruden var ikke nem at se ud af og efter de havde forsøgt at skylde det ren med vand lignede det mere de havde smurt vaseline udover. Sæderne var snare smalle bænke betrukket med lidt stof. Jeg måtte sidde med bukket hoved for ikke at hamre hovedet op i loftets metal stænger samtidig med at jeg forsøgte at holde armene tæt så jeg ikke skulle skære mig på vindue rammens metal. Minibussens tag blev pakket med 2 lag bagage (hvilket er set meget større) hvor oven på der jo passende kunne sidde en mand, ligesom der på en del af turen stod en mand på stigen der hang ned på siden af bussen og kun sad fast på tagget.
Vi ventede ikke længe ved Koido stoppet og da vi satte i gang holdte chauffør virkelig foden på speederen. Der var rigtig mange huller i vejen, så mange at man ikke kunne sno sig omkring dem, hvorfor chaufføren i stedet lod os flyve hen over dem. Min mave hoppede med op og blev så klasket tilbage med et smel og et lyn af en smerte, men da heldigvis kun en kort en af slagsen modsat den smerte siddeknoglerne blev påført fra alle hoppene op og ned, den blev ved hele natten. En enkel gang blev der bremset op for en flok får der kom gående og fyldte hele vejen, en anden gang blev vægten lagt på den ene sides hjul i forsøget på at dreje uden om to får –ja flere gange under turen var jeg noget bekymret for om vi virkelig havde valgt det rette transportmiddel.
Udenfor vinderne fløj den smukke natur forbi med alle de forskellige slags palmer (banan, kokos, palmevin og palmeolie), træer med grønne blade, det høje græs, bjergene og spredte klippesten. Farten blev heller ikke sænket meget igennem landsbyerne, hvor kvinderne ufortrødent fortsatte med at flette hinandens hår, masse korn i deres store morder eller lave mad. Hver gang vi kørte igennem en landsby blev vi mødt af lugten af bål, man kunne se de små huse og tøjet der hang til tørre på opsatte tykke grene eller lagt over stenene – alle lignede de hinanden med et lille tvist.
Det blev mørkt mens vi kørte og hvor blev jeg glad for at se at forlygterne på minibussen virkede, men jeg fik mere og mere ondt i bagdelen og til sidst sad jeg kun at tænkte på at turen da snart måtte være ovre. 4 timer senere var vi i Magburka og lykken gjort, for vi var heldige: Vi overlevede! Turen tog kun 4 timer, vi havde ikke andre problemer (fx punkteret hjul) undervejs, det havde ikke regnet og det var billigt. Eneste ulemper var at jeg var træt og havde møj ondt i bagdelen. Til gengæld føltes det som at være ankommet til himlen da jeg satte mig på sædet i taxaen fra Magburka til Masanga –en bil med normale bløde bilsæder, så jeg blev taget blidt imod ved hvert hop og kun en halv times transport tid tilbage før jeg var hjemme på hostellet i Masanga og min seng.
søndag den 28. februar 2010
"Imødekommenhed"
Hver morgen vågner jeg til lugten af optændingssprit, gryder der ramler sammen og køkkenkvinderne der snakker temne sammen. I går morges efter min løbetur og forfriskende bad kom jeg ud på terrassen til morgenmad og så vores tre kyllinger ligge på jorden i buret fuldstændig dækket af myre. I løbet af natten var myrerne kravlet på kyllingerne, over hele deres krop og ned i halsen, så de var dræbt. Sikke en måde at dø på, men ok de skulle have ladt livet den morgen til Pa Yambas kniv, så stakkels os volontører: der røg vores aftensmads kylling og der købes ikke nye før næste uge når shopping bilen køre til Makeni.
Efter arbejdsdagen var ovre mødtes jeg med Alfred fra øjenklinikken. Vi gik op i landsbyen og så hans nye hus, hvis konstruktion er lavet af pinde med en diameter på omkring 5-10 cm, hvor på der er klasket mudder op, så væggene er tætte og kølende. Taget er lavet af strå. Omme bag huset under mango træernes skygge er bålpladsen, hvor alt maden bliver lavet. Ude foran huset lå Aminata, Alfreds kone, med en klud viklet om ca. hele hovedet. Hun har problemer med sit ene øje, og skulle eftersigne have været omkring hendes mands klinik for at få noget medicin. Men mens vi sidder der kommer hendes søster ud fra huset med noget grønt urte-stas, som hun skal have i øjet –og tænk hendes mand er ene mand i øjenklinikken og meget stolt ved sit arbejde. Så der kan ikke være grund til forundring når man møder tilfældige mennesker der har urte blandinger i hovedet pga. hævelser eller over hele temporal fladen samt i øregangen mod ørepine!
Vi ender besøget på hans kasava mark, hvor han fylder en hel pose med kasavaer til os. Flere indfødte er kommet med forskellige slags frugt til os volontører trods de har mange munde at mætte. Kommer man til gengæld kørende gælder det om ikke at køre kyllinger og slet ikke geder eller får ned, da disse dyr er tegn på status og velfærd. På den to sporet hovedvej til Freetown er det måske lige så meget dyrenes som menneskenes liv de ”reklamere” for med sætningerne: ”be alert never hurts” og ”speed thrills but kills”, for bilerne er faldefærdige, overpakket med mennesker og oppakningen på taget kan nemt være lige så høj som bilen.
Tilbage på hostellet har Kadiatu (vanddamen) ikke hentet toilet og badevand, så jeg må selv ned til brønden, pumpe vandet op, sætte spanden på hovedet og holde ved med begge hænder mens jeg går forsigtigt tilbage til mit rum og toilettet –det ser på ingen måde lige så legende let ud som det gør for de afrikanske kvinder, men jeg klare det uden at spille. Mens jeg står ved brønden kan jeg passende vaske mine støvede beskidte fødder og klipklapper, samtidig med at jeg repetere for mig selv hvor mange forskellige slags mangoer der er, hvordan kasava plantes, at appelsin sæsonen er før ananas som kommer lige inden mangosæsonen og hvordan man fik olie ud af de små palmefrugter. Jeg bliver vækket fra mine tanker da tre kvinder, to med fyldte baljer og en med en bunke brænde på hovedet er stoppet op på vejen for at kigge på mig, en får råbt hallo og da jeg svare: ”Empieri” (=god eftermiddag) tilbage lyser tænderne op i et hvidt smil og de siger en masse uforståeligt på temne.
Lige nu sidder jeg på værelset og nyder at strømmen er til. Om lidt hopper jeg ind på et af de andre værelser og ser en dvd sammen med nogle af de andre volontører, inden jeg bevæger ind under myggenettet og lytter til alle dyre lydene indtil jeg falder i søvn i varmen og mørket.
Efter arbejdsdagen var ovre mødtes jeg med Alfred fra øjenklinikken. Vi gik op i landsbyen og så hans nye hus, hvis konstruktion er lavet af pinde med en diameter på omkring 5-10 cm, hvor på der er klasket mudder op, så væggene er tætte og kølende. Taget er lavet af strå. Omme bag huset under mango træernes skygge er bålpladsen, hvor alt maden bliver lavet. Ude foran huset lå Aminata, Alfreds kone, med en klud viklet om ca. hele hovedet. Hun har problemer med sit ene øje, og skulle eftersigne have været omkring hendes mands klinik for at få noget medicin. Men mens vi sidder der kommer hendes søster ud fra huset med noget grønt urte-stas, som hun skal have i øjet –og tænk hendes mand er ene mand i øjenklinikken og meget stolt ved sit arbejde. Så der kan ikke være grund til forundring når man møder tilfældige mennesker der har urte blandinger i hovedet pga. hævelser eller over hele temporal fladen samt i øregangen mod ørepine!
Vi ender besøget på hans kasava mark, hvor han fylder en hel pose med kasavaer til os. Flere indfødte er kommet med forskellige slags frugt til os volontører trods de har mange munde at mætte. Kommer man til gengæld kørende gælder det om ikke at køre kyllinger og slet ikke geder eller får ned, da disse dyr er tegn på status og velfærd. På den to sporet hovedvej til Freetown er det måske lige så meget dyrenes som menneskenes liv de ”reklamere” for med sætningerne: ”be alert never hurts” og ”speed thrills but kills”, for bilerne er faldefærdige, overpakket med mennesker og oppakningen på taget kan nemt være lige så høj som bilen.
Tilbage på hostellet har Kadiatu (vanddamen) ikke hentet toilet og badevand, så jeg må selv ned til brønden, pumpe vandet op, sætte spanden på hovedet og holde ved med begge hænder mens jeg går forsigtigt tilbage til mit rum og toilettet –det ser på ingen måde lige så legende let ud som det gør for de afrikanske kvinder, men jeg klare det uden at spille. Mens jeg står ved brønden kan jeg passende vaske mine støvede beskidte fødder og klipklapper, samtidig med at jeg repetere for mig selv hvor mange forskellige slags mangoer der er, hvordan kasava plantes, at appelsin sæsonen er før ananas som kommer lige inden mangosæsonen og hvordan man fik olie ud af de små palmefrugter. Jeg bliver vækket fra mine tanker da tre kvinder, to med fyldte baljer og en med en bunke brænde på hovedet er stoppet op på vejen for at kigge på mig, en får råbt hallo og da jeg svare: ”Empieri” (=god eftermiddag) tilbage lyser tænderne op i et hvidt smil og de siger en masse uforståeligt på temne.
Lige nu sidder jeg på værelset og nyder at strømmen er til. Om lidt hopper jeg ind på et af de andre værelser og ser en dvd sammen med nogle af de andre volontører, inden jeg bevæger ind under myggenettet og lytter til alle dyre lydene indtil jeg falder i søvn i varmen og mørket.
søndag den 7. februar 2010
kultur, fattigdom og forståelse
”Diray, sekke” ”sekkeno””Tu ben de ra?” ”tanto cru” =”go morgen, hej””hej jer””hvordan går det?””Tak til gud”
Ja det er ca. så langt jeg er nået med mit Temne, som er lokalsproget dvs. det bliver kun talt i dette område af landet. Da ingen af mødrene på afdelingen snakker engelsk og kun få af dem Krio som minder lidt om engelsk er der lang vej endnu, men jeg håber jeg kan skrive 4/5. sprog på mit CV når jeg kommer hjem ;)
Hver dag bliver jeg på mindet om at jeg befinder mig i et helt andet land. Alle børn siger hej og spørger hvad man hedder samtidig med at de lige rører ved én. Skolebørn beder gerne en om ting hvis man har noget i hænderne sågar en mobiltelefon. Eller som i dag hvor jeg sad uden for værelset kommer der en fyr hen og efter en kort intro fortæller at han har skoleproblemer da hans forældre er døde. Med rigtig mange folk kan jeg ikke kommunikere både fordi vi ikke snakker samme sprog, men også fordi vor verdens opfattelse er så forskellig. Jeg kender ikke deres kultur og er derfor ikke klar over hvad de gerne vil mig, samtidig med at de ikke kender min verden og forstår at jeg tænker helt anderledes end dem.
For nogle dage siden havde jeg en rigtig kultur oplevelse. Da vi om eftermiddagen kom op på afdelingen for at se hvordan det hele stod til fandt vi ud af, udover at sygeplejersken ikke havde gået stuegang på børnene, at Isatus mor ville hjem. Isatu var meget syg da de ankom for længe siden, dengang ville moren ikke indrømme hun var moren, men med mælk og plumpynut (masse ernæring), antibiotika og tuberkulose behandling er hun langsomt blevet bedre, men vi ville gerne beholde hende på afdelingen lidt længere, da Isatu fortsat er tynd og tuberkulose behandlingen er langvarig. For hvem ved om hun vil få behandlingen når hun kommer hjem? Vi fik sygeplejersken til at tale med Isatus mor, hvilket skete hvor vi fandt hende: lige uden for afdelingen midt på hospitalsvejen. Og det var ikke nogen ”jeg-forstår-godt-dit-dilemma” snak, men derimod en råben og skælden ud fra sygeplejerskens side. Alle mødrene fra afdelingen kom ud og stod omkring og de der kom forbi på vejen kom også gerne op for at høre hvad der skete og blande sig. Da vi bagefter prøvede at spørge nurse aidsen om dette virkelig var den rette måde at få moderen til at blive på forstod han overhovedet ikke vores tanke gang. Det eneste han kom frem til at fortælle os var at de andre mødre nu også kunne fortælle moderen at hun skulle blive.
I dag havde jeg endnu en kultur oplevelse. Kl. 6 i morges døde et af de børn vi havde med fra out-reach i torsdags, trods second line antibiotika, severe malaria behandling (injektioner) og blodtransfusion. I formiddags da vi snakkede med ham on-call om hvad vi skulle gøre med moderen og den syge, men stadig levende tvilling, sangde han: ”problemet med vores traditioner er at folk først kommer med hjælp når døden indtræder, her bringer de hvidt lagen, ris mm, men under sygdom er der ingen støtte.” Senere i samtalen siger han at det kun er et lille barn og derfor ikke så vigtigt at det bliver begravet tæt på/i forældrenes landsby. Vi formår at overbevise moderen om at hun bliver nød til at begrave sit døde barn på sygehuset, så det syge barn kan fortsætte sin behandling og forhåbentlig blive rask. Vi råder hende til dette da vi ser det som eneste mulighed for at hjælpe det levende barn –et 4 måneder gammelt barn kan ikke ligge alene på afdelingen, hvis de tager hjem med det døde kommer de sikkert ikke igen pga manglende penge til transport. Denne beslutning står moderen helt alene med, hun er alene på sygehuset og der var ikke nogen telefonforbindelse til manden der bor ca. 1 times bilkørsel fra Masanga.
For en uge siden da vores sygeplejerske måtte tage til Freetown pga. familie problemer begyndte nurse aidsene selv at indlægge børn og udskrive medicin. Vi snakker her om folk der har et års træning og ingen ved helt hvilken skoleuddannelse! De glemte at holde styr på mødrene i sengene, at kopiere og holde orden i journalerne. Dette er små ting der bare ikke burde falde fra hinanden blot fordi lederen er væk. Den unge CHO der ikke er van til at gå stuegang eller at have med børn at gøre skulle op og være den ansvarlige. Dette kunne vi lyn hurtigt se ikke fungerede, så vi måtte selv der op, gå stuegang med ham og klare det praktiske med bl.a. at få medicinen frem. Det var en uge med meget arbejde, men vi er til gengæld kommet ind i tingene og har set der stadig er behov for at vi er tovholdere og at sygeplejersken er en vigtig brik for afdelingen.
Dette er små eksempler på hvor anderledes livet hernede er, men det er ikke noget nær en fyldestgørende beskrivelse. Fx er det Temne jeg har lært blot standart hilsnen når man møder folk. Der er stadig lang vej før jeg kan bære vandspandene på hovedet uden at bruge mine hænder. Luften af tyk af varme. Man kan altid høre enten gedernes brægen eller høns. Vores toilet ligner og lugter som et campingtoilet i Østeuropa. Man får altid et tak med når man siger farvel/vi ses til en lokal. Hver eftermiddag har man beskidte fødder fra sandvejen og sådan er der så mange andre små ting der gør Masanga helt unikt –yes! I’m loving life :)
Ja det er ca. så langt jeg er nået med mit Temne, som er lokalsproget dvs. det bliver kun talt i dette område af landet. Da ingen af mødrene på afdelingen snakker engelsk og kun få af dem Krio som minder lidt om engelsk er der lang vej endnu, men jeg håber jeg kan skrive 4/5. sprog på mit CV når jeg kommer hjem ;)
Hver dag bliver jeg på mindet om at jeg befinder mig i et helt andet land. Alle børn siger hej og spørger hvad man hedder samtidig med at de lige rører ved én. Skolebørn beder gerne en om ting hvis man har noget i hænderne sågar en mobiltelefon. Eller som i dag hvor jeg sad uden for værelset kommer der en fyr hen og efter en kort intro fortæller at han har skoleproblemer da hans forældre er døde. Med rigtig mange folk kan jeg ikke kommunikere både fordi vi ikke snakker samme sprog, men også fordi vor verdens opfattelse er så forskellig. Jeg kender ikke deres kultur og er derfor ikke klar over hvad de gerne vil mig, samtidig med at de ikke kender min verden og forstår at jeg tænker helt anderledes end dem.
For nogle dage siden havde jeg en rigtig kultur oplevelse. Da vi om eftermiddagen kom op på afdelingen for at se hvordan det hele stod til fandt vi ud af, udover at sygeplejersken ikke havde gået stuegang på børnene, at Isatus mor ville hjem. Isatu var meget syg da de ankom for længe siden, dengang ville moren ikke indrømme hun var moren, men med mælk og plumpynut (masse ernæring), antibiotika og tuberkulose behandling er hun langsomt blevet bedre, men vi ville gerne beholde hende på afdelingen lidt længere, da Isatu fortsat er tynd og tuberkulose behandlingen er langvarig. For hvem ved om hun vil få behandlingen når hun kommer hjem? Vi fik sygeplejersken til at tale med Isatus mor, hvilket skete hvor vi fandt hende: lige uden for afdelingen midt på hospitalsvejen. Og det var ikke nogen ”jeg-forstår-godt-dit-dilemma” snak, men derimod en råben og skælden ud fra sygeplejerskens side. Alle mødrene fra afdelingen kom ud og stod omkring og de der kom forbi på vejen kom også gerne op for at høre hvad der skete og blande sig. Da vi bagefter prøvede at spørge nurse aidsen om dette virkelig var den rette måde at få moderen til at blive på forstod han overhovedet ikke vores tanke gang. Det eneste han kom frem til at fortælle os var at de andre mødre nu også kunne fortælle moderen at hun skulle blive.
I dag havde jeg endnu en kultur oplevelse. Kl. 6 i morges døde et af de børn vi havde med fra out-reach i torsdags, trods second line antibiotika, severe malaria behandling (injektioner) og blodtransfusion. I formiddags da vi snakkede med ham on-call om hvad vi skulle gøre med moderen og den syge, men stadig levende tvilling, sangde han: ”problemet med vores traditioner er at folk først kommer med hjælp når døden indtræder, her bringer de hvidt lagen, ris mm, men under sygdom er der ingen støtte.” Senere i samtalen siger han at det kun er et lille barn og derfor ikke så vigtigt at det bliver begravet tæt på/i forældrenes landsby. Vi formår at overbevise moderen om at hun bliver nød til at begrave sit døde barn på sygehuset, så det syge barn kan fortsætte sin behandling og forhåbentlig blive rask. Vi råder hende til dette da vi ser det som eneste mulighed for at hjælpe det levende barn –et 4 måneder gammelt barn kan ikke ligge alene på afdelingen, hvis de tager hjem med det døde kommer de sikkert ikke igen pga manglende penge til transport. Denne beslutning står moderen helt alene med, hun er alene på sygehuset og der var ikke nogen telefonforbindelse til manden der bor ca. 1 times bilkørsel fra Masanga.
For en uge siden da vores sygeplejerske måtte tage til Freetown pga. familie problemer begyndte nurse aidsene selv at indlægge børn og udskrive medicin. Vi snakker her om folk der har et års træning og ingen ved helt hvilken skoleuddannelse! De glemte at holde styr på mødrene i sengene, at kopiere og holde orden i journalerne. Dette er små ting der bare ikke burde falde fra hinanden blot fordi lederen er væk. Den unge CHO der ikke er van til at gå stuegang eller at have med børn at gøre skulle op og være den ansvarlige. Dette kunne vi lyn hurtigt se ikke fungerede, så vi måtte selv der op, gå stuegang med ham og klare det praktiske med bl.a. at få medicinen frem. Det var en uge med meget arbejde, men vi er til gengæld kommet ind i tingene og har set der stadig er behov for at vi er tovholdere og at sygeplejersken er en vigtig brik for afdelingen.
Dette er små eksempler på hvor anderledes livet hernede er, men det er ikke noget nær en fyldestgørende beskrivelse. Fx er det Temne jeg har lært blot standart hilsnen når man møder folk. Der er stadig lang vej før jeg kan bære vandspandene på hovedet uden at bruge mine hænder. Luften af tyk af varme. Man kan altid høre enten gedernes brægen eller høns. Vores toilet ligner og lugter som et campingtoilet i Østeuropa. Man får altid et tak med når man siger farvel/vi ses til en lokal. Hver eftermiddag har man beskidte fødder fra sandvejen og sådan er der så mange andre små ting der gør Masanga helt unikt –yes! I’m loving life :)
tirsdag den 26. januar 2010
en cykeltur i verdens fattigste land
Det er blevet min 2. søndag eftermiddag i Masanga. Jeg er ved at finde ud af hvordan tingene fungere med mad, tøjvask, attituden/samtale formen med de lokale og ikke mindst hvad der foregår på hospitalet og hvor vi skal sætte ind.
I morges kl. 8.30 var vi nede i værkstedet og leje de to cykler vi manglede for at kunne tage på dagens tur (det koster 6 kr for en dags leje). Kl. 9 skulle vi mødes med Payamba (houseboy på hostellet), som skulle være dagens guide. 9.30 kom vi af sted –han var blevet lidt forsinket da et familie problem (dvs. ikke hans nær-nær familie for det har han ikke)skulle klares, hvilket vi fik at vide 5min før han faktisk kom, og jeg kan kun glæde mig over at jeg har boet et år i Spanien og bestemt ikke synes det var galt.
Vi cyklede ud til et bjerg (var reelt nok en bakke) som vi skulle ”bestige”. Da Payamba er en lidt ældre spedalsk mand gik cykelturen vældig langsomt, hvilket var meget rart i begyndelsen hvor jeg skulle vende mig til den ujævne grus vej og cykelen uden gear som jeg havde lånt. Ja for selvom vi kørte på hovedvejen og kom i gennem flere landsbyer undervejs, så var det en grus vej kun til en bil, hvor store sten pludselig dukkede op og hvis jævnhed er blevet forstyrret af den voldsomme mængde regn der falder hvert år i regntiden (ca. juli-okt).
Hver gang vi kom ind i en landsby kom alle børnene løbende ud til hovedvejen (hvor vi kørte igennem), vinkende og råbende ”O porto” [åberdo] (=hvidmand). Stoppede vi op (fordi Payamba kendte nogen han lige skulle hilse på) kom der en større flok hen til os for at sige hej og hvad hedder du. Selvom det ikke er nyt for mig som blondine at skabe meget opmærksomhed så er det alligevel værd at tænke på hvor meget god opmærksomhed vi skaber blot fordi vi er hvide –det virker som om det er dagens begivenhed. Hvilket er lidt det samme i masanga village som vi bor lige ved siden af, hvorfor de ser hvide meget ofte.
Da vi ankommer til landsbyen for foden af bjerget, skulle vi hilse på mange forskellige mennesker og endte ud med at skulle sidde i skyggen af et træ på træbænke lavet af planker og plastikstole der var arrangeret i en cirkel form hvor vi blev introduceret for alle i landsbyen og skulle fortælle hvad vi selv hed. Herefter blev vi bedt om at tage fotos af landsbyen da nogle af indbyggerne havde øjenproblemer (hvordan fotos lige skulle hjælpe på det ved jeg ikke helt..). Efter nogen tids venten, uden helt at vide hvad der foregik, begav vi os endelig på vej op af bakken fulgt af to nye lokal og en masse masse børn, der på toppen bare stod og kiggede på os.
Det blev en lidt lang dag pga. af Payambas tempo, jeg endte med at blive solbrændt i nakken og håndryggen –det har jeg da aldrig prøvet før! Desuden fik jeg lidt hovedpine pga varmen og for lidt vand, men det var nu en super god tur, hvor jeg fik mødt det lokale liv og set noget smukt natur :)
I morges kl. 8.30 var vi nede i værkstedet og leje de to cykler vi manglede for at kunne tage på dagens tur (det koster 6 kr for en dags leje). Kl. 9 skulle vi mødes med Payamba (houseboy på hostellet), som skulle være dagens guide. 9.30 kom vi af sted –han var blevet lidt forsinket da et familie problem (dvs. ikke hans nær-nær familie for det har han ikke)skulle klares, hvilket vi fik at vide 5min før han faktisk kom, og jeg kan kun glæde mig over at jeg har boet et år i Spanien og bestemt ikke synes det var galt.
Vi cyklede ud til et bjerg (var reelt nok en bakke) som vi skulle ”bestige”. Da Payamba er en lidt ældre spedalsk mand gik cykelturen vældig langsomt, hvilket var meget rart i begyndelsen hvor jeg skulle vende mig til den ujævne grus vej og cykelen uden gear som jeg havde lånt. Ja for selvom vi kørte på hovedvejen og kom i gennem flere landsbyer undervejs, så var det en grus vej kun til en bil, hvor store sten pludselig dukkede op og hvis jævnhed er blevet forstyrret af den voldsomme mængde regn der falder hvert år i regntiden (ca. juli-okt).
Hver gang vi kom ind i en landsby kom alle børnene løbende ud til hovedvejen (hvor vi kørte igennem), vinkende og råbende ”O porto” [åberdo] (=hvidmand). Stoppede vi op (fordi Payamba kendte nogen han lige skulle hilse på) kom der en større flok hen til os for at sige hej og hvad hedder du. Selvom det ikke er nyt for mig som blondine at skabe meget opmærksomhed så er det alligevel værd at tænke på hvor meget god opmærksomhed vi skaber blot fordi vi er hvide –det virker som om det er dagens begivenhed. Hvilket er lidt det samme i masanga village som vi bor lige ved siden af, hvorfor de ser hvide meget ofte.
Da vi ankommer til landsbyen for foden af bjerget, skulle vi hilse på mange forskellige mennesker og endte ud med at skulle sidde i skyggen af et træ på træbænke lavet af planker og plastikstole der var arrangeret i en cirkel form hvor vi blev introduceret for alle i landsbyen og skulle fortælle hvad vi selv hed. Herefter blev vi bedt om at tage fotos af landsbyen da nogle af indbyggerne havde øjenproblemer (hvordan fotos lige skulle hjælpe på det ved jeg ikke helt..). Efter nogen tids venten, uden helt at vide hvad der foregik, begav vi os endelig på vej op af bakken fulgt af to nye lokal og en masse masse børn, der på toppen bare stod og kiggede på os.
Det blev en lidt lang dag pga. af Payambas tempo, jeg endte med at blive solbrændt i nakken og håndryggen –det har jeg da aldrig prøvet før! Desuden fik jeg lidt hovedpine pga varmen og for lidt vand, men det var nu en super god tur, hvor jeg fik mødt det lokale liv og set noget smukt natur :)
lørdag den 23. januar 2010
De første indtryk
Så har vi været i Sierra Leone i en uge. Første håndsindtrykket af verdens fattigste land er et mix af smukhed, manglende struktur, uvidenhed, venlighed, frugtbarhed og tørke. Det er hvad jeg forventede og så helt anderledes fordi man ikke helt kan forstå det før man har mærket det.
Færgen fra lufthavnen til Freetown (hovedstaden) var som forventet fyldt til randen, men vi blev alligevel overrasket over at de formåede at klemme tre biler mere på færgen efter vi var blevet enige om at den var godt fyldt –en trillebør måtte dog blive tilbage på kajen.
Sierra leoner er flinke, hjælpsomme folk der gerne vil snakke og hjælpe en, samtidig mener de at man er ”fine friends” efter blot 3 minutters snak og så kan man jo godt give dem en lille gave af en hver art.
Motorvejen fra Freetown (hovedstaden) til Magburaka (vores nærmeste storby) var overraskende god: meget fin asfalt og to spor! Men den er også sponsoreret af EU.. Kørslen er til gengæld noget andet. Der blev kørt 110-120 km/t i ikke verdens nyeste bil uden sikkerhedssele til os tre hvide piger (jeg skriver hvide fordi jeg ikke tror mange andre vil være lige så bekymrede som os), desuden blev der overhalet selvom der var fuldoptrukket og på vej op af bakken.. Jeg har været total smadret efter den lange rejse så fik mig lagt nogenlunde i spænd mellem bag- og forsæde og lukket øjnene indtil der skete noget: vi hoppede op og ned. I stoppet for at se om hjulet var punkteret kom præsidenten fordi (han skulle holde tale mm i Magburaka hvilket forårsagede at hovedvejen der var lukket da vi skulle igennem –scenen stod i vejsiden). Hjulet var ikke punkteret men havde fået buler fra slid. Dette gjorde at vinduet blev rullet helt ned så vores chauffør kunne holde øje med det og hastigheden blev sat ned til 60-80 km/t – og ja jeg følte mig langt mere tryg :)
Første tur ned i village var et besøg til en rigtig afrikansklandsby. Det hele var sand veje/stier, kun sorte mennesker der havde gang i alt muligt (hår sætning, kvase frø, madlavning, reparation mm), børnene der ville hen og hilse, hvorpå de fulgte med os rundt trods en alder på kun 2 år. Husene var en lille firkant, af ler, med ildsted og uden noget grønt. Et par steder var der små ”boder” på et lille vindue rude størrelse med sæbe og få andre ting, Lines kommentar til en af ejerne var: ”man kan NÆSTEN få alt man ønsker sig”, dvs. hverken slik, dåse tun, nogen form for grønsager eller frugt. Fattigdommen lyste langt væk, selvom det ses værre i andre landsbyer og man i masanga kan finde flotte farvestrålende klæder imellem alt det hullede vestlige tøj. Men alle var imødekommende trods manglende engelsk kundskaber og hilste med hjertelige okay’er og stort smil, men de der kan engelsk kom med: ”wellcome to Masanga, I’m so glad you are here”. Det var en dejlig oplevelse at være rundt, men af alle de mennesker jeg har mødt i dag kan jeg nok huske 2, resten vil jeg hverken kunne kende igen eller huske navnet på, men håber det kommer ;)
Underernæringsklinikken virker til at køre vældig godt, men jo mere man får kendskab til de små procedurer ser man små problemstillinger. Man skal huske de ansatte på hvis der skal ske noget lidt ud over det daglige (men som stadig er deres arbejdsopgave), nye ting selv de simple skal forklares mange gange og at det er vigtigt at de har følelse af at have ansvaret for klinikken og patienterne. Til vort første staf møde flækkede hele arbejdsgruppen sammen af grin da Silje (den norske pige) forklarede at man arbejder de timer man betales for og man i Europa ellers kan finde på at trække folk i løn. Personalet er ikke de mest punktlige men jeg synes nu det går meget fint, til gengæld synes det mig lidt frustrerende at vi når vi har udenbys møder må sidde og vente på at de har tid til os. Af alle patienter bliver vi mødt af stor taknemlighed og varme også selvom man intet har haft med dem eller deres barn at gøre. Dette viser sig både i lange hilsner på Temne (sproget i vores distrikt) og sang med klap.
Der er strøm fra 19-22 hver dag, hvilket på nuværende tidspunkt passer fint med at det er når det bliver mørkt, men man skal huske sin lommelygte når man skal rundt andre steder end på hostellet. Og nej hvor er jeg lykkelig for min nye computer med lang batteri tid – så kan man også føle sig lidt civiliseret kl. 15 om eftermiddagen og i fremtiden få klaret noget computer arbejde uden for strømtiden. En anden ting jeg skal lære at huske er at få hentet vand fra brønden, for der er ingen rindende vand hverken i haner eller toilettet. Så jeg er godt i gang med at genopfriske wc-udskyldning-med-kop-teknikken fra Guatemala. Det går helt ok med at bade ved at hælde kopper af vand ud over sig, udover man lige skal vænne sig til det halvkølige vand. Til gengæld skal jeg vende mig til at der ikke er rindende vand i håndvaskehanen og må se om jeg ikke kan udvikle mig en smart teknik til at sæbe begge hænder ind og vaske sæben af når den ene hånd skal bruges til at holde koppen med vandet –man må kunne lære det på 3½ måned ;)
Færgen fra lufthavnen til Freetown (hovedstaden) var som forventet fyldt til randen, men vi blev alligevel overrasket over at de formåede at klemme tre biler mere på færgen efter vi var blevet enige om at den var godt fyldt –en trillebør måtte dog blive tilbage på kajen.
Sierra leoner er flinke, hjælpsomme folk der gerne vil snakke og hjælpe en, samtidig mener de at man er ”fine friends” efter blot 3 minutters snak og så kan man jo godt give dem en lille gave af en hver art.
Motorvejen fra Freetown (hovedstaden) til Magburaka (vores nærmeste storby) var overraskende god: meget fin asfalt og to spor! Men den er også sponsoreret af EU.. Kørslen er til gengæld noget andet. Der blev kørt 110-120 km/t i ikke verdens nyeste bil uden sikkerhedssele til os tre hvide piger (jeg skriver hvide fordi jeg ikke tror mange andre vil være lige så bekymrede som os), desuden blev der overhalet selvom der var fuldoptrukket og på vej op af bakken.. Jeg har været total smadret efter den lange rejse så fik mig lagt nogenlunde i spænd mellem bag- og forsæde og lukket øjnene indtil der skete noget: vi hoppede op og ned. I stoppet for at se om hjulet var punkteret kom præsidenten fordi (han skulle holde tale mm i Magburaka hvilket forårsagede at hovedvejen der var lukket da vi skulle igennem –scenen stod i vejsiden). Hjulet var ikke punkteret men havde fået buler fra slid. Dette gjorde at vinduet blev rullet helt ned så vores chauffør kunne holde øje med det og hastigheden blev sat ned til 60-80 km/t – og ja jeg følte mig langt mere tryg :)
Første tur ned i village var et besøg til en rigtig afrikansklandsby. Det hele var sand veje/stier, kun sorte mennesker der havde gang i alt muligt (hår sætning, kvase frø, madlavning, reparation mm), børnene der ville hen og hilse, hvorpå de fulgte med os rundt trods en alder på kun 2 år. Husene var en lille firkant, af ler, med ildsted og uden noget grønt. Et par steder var der små ”boder” på et lille vindue rude størrelse med sæbe og få andre ting, Lines kommentar til en af ejerne var: ”man kan NÆSTEN få alt man ønsker sig”, dvs. hverken slik, dåse tun, nogen form for grønsager eller frugt. Fattigdommen lyste langt væk, selvom det ses værre i andre landsbyer og man i masanga kan finde flotte farvestrålende klæder imellem alt det hullede vestlige tøj. Men alle var imødekommende trods manglende engelsk kundskaber og hilste med hjertelige okay’er og stort smil, men de der kan engelsk kom med: ”wellcome to Masanga, I’m so glad you are here”. Det var en dejlig oplevelse at være rundt, men af alle de mennesker jeg har mødt i dag kan jeg nok huske 2, resten vil jeg hverken kunne kende igen eller huske navnet på, men håber det kommer ;)
Underernæringsklinikken virker til at køre vældig godt, men jo mere man får kendskab til de små procedurer ser man små problemstillinger. Man skal huske de ansatte på hvis der skal ske noget lidt ud over det daglige (men som stadig er deres arbejdsopgave), nye ting selv de simple skal forklares mange gange og at det er vigtigt at de har følelse af at have ansvaret for klinikken og patienterne. Til vort første staf møde flækkede hele arbejdsgruppen sammen af grin da Silje (den norske pige) forklarede at man arbejder de timer man betales for og man i Europa ellers kan finde på at trække folk i løn. Personalet er ikke de mest punktlige men jeg synes nu det går meget fint, til gengæld synes det mig lidt frustrerende at vi når vi har udenbys møder må sidde og vente på at de har tid til os. Af alle patienter bliver vi mødt af stor taknemlighed og varme også selvom man intet har haft med dem eller deres barn at gøre. Dette viser sig både i lange hilsner på Temne (sproget i vores distrikt) og sang med klap.
Der er strøm fra 19-22 hver dag, hvilket på nuværende tidspunkt passer fint med at det er når det bliver mørkt, men man skal huske sin lommelygte når man skal rundt andre steder end på hostellet. Og nej hvor er jeg lykkelig for min nye computer med lang batteri tid – så kan man også føle sig lidt civiliseret kl. 15 om eftermiddagen og i fremtiden få klaret noget computer arbejde uden for strømtiden. En anden ting jeg skal lære at huske er at få hentet vand fra brønden, for der er ingen rindende vand hverken i haner eller toilettet. Så jeg er godt i gang med at genopfriske wc-udskyldning-med-kop-teknikken fra Guatemala. Det går helt ok med at bade ved at hælde kopper af vand ud over sig, udover man lige skal vænne sig til det halvkølige vand. Til gengæld skal jeg vende mig til at der ikke er rindende vand i håndvaskehanen og må se om jeg ikke kan udvikle mig en smart teknik til at sæbe begge hænder ind og vaske sæben af når den ene hånd skal bruges til at holde koppen med vandet –man må kunne lære det på 3½ måned ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)