James begravelse

James var en af vores nurse aids på SC’en. Han har været kendt med epilepsi i et par år og fået behandling. Vi ved dog ikke om han tog sin medicin. Men så i påsken fik han flere voldsomme anfald, blev indlagt uden caretaker (den person der tager sig af den syge på hospitalet) og da familiemedlemmerne kom tog de ham med til hans/deres landsby (for at komme til traditionel healer formoder jeg). Her lå han imidlertid i et selvstændigt rum og kun hans gamle mor (evt. bedstemor) har været inde ved ham, idet alle har troet at han smittede! Så ingen har stoppet hans anfald eller på anden måde hjulpet ham. Lørdag morgen kørte Alice (senior staff) ud til landsbyen for at hente ham. I løbet af den uge var han blevet lam i hele højre side, havde bidt noget af sin tunge af, mistet en tand og kunne ikke længere tale forståeligt.

I morges blev jeg så ringet op af Emma (afdelingslederen på SC’en). James var nu død. Dette havde de to hollandske læger forventet, men nok mere pga. neglect når han blev udskrevet. Men udover epilepsien kan han ifølge lægerne også have haft bylder (abscesser) i hjernen fra syfilis eller tuberkuloses, hvilket har fået det til at eskalere –det er lidt træls ikke at kunne få den rigtige diagnose, men lige slem er det jo for ham, familien og afdelingen: en kær er død.
James var muslim, så han skulle tilbage til sin landsby og begraves helst samme dag. Man kan blive begravet efter kl. 14 eller 16 bønnen. Så kl. 12 kørte vi fra Masanga Hospital i to landrover pakket med mennesker, selv den hvor James corpus lå i var fyldt, Idrissa, en anden nurse aid fra afdelingen sad klemt op mellem vinduet og det opslåede sæde. Alle nurse aidsne var i deres arbejdsuniformer og ikke det pæne tøj.

Ved ankomst til landsbyen blev liget der var pakket ind i et hvidt lagen ført over til moskéen og vi andre placeret foran familie huset hvor der var bygget et skyggested ud af pæle og palme blade, som tag. Her blev der overgivet vores ”contribution” (penge til den afdødes familie) og holdt tale om James. Kl. 14 gik nogle specielle folk (jeg tror kun der var mænd) hen og bad for James og da det var ovre gik vi alle med i optoget ned mod begravelsesstedet. Dvs. alle kvinderne måtte stoppe ved landsbyens ende, idet kun mændene måtte gå hele vejen til selve graven. Vi blev stående der ind til alle mændene i optoget var forsvundet, hvor efter vi gik tilbage til skygge stedet og fik serveret et fælles fad med ris og sovs og nogle sker, dog ikke nok til alle så folk måtte bruge deres hænder til at gave ned i fadet med. Da mændene kom tilbage var det deres tur til at dele et andet fad med ris og sovs, hvorefter det hele var ovre og vi kørte hjem igen.

Hele morgenen herskede der forståeligt nok en trykket stemning på afdelingen/hospitalet. Mange af de ansatte fra hospitalet kom forbi inden for de første to timer, selvom de ikke var på arbejde og mange var samlet da bilerne kørte. Da begravelsen var overstået smilte folk igen, ja der kom tilmed grin og jokes. Men fakta er at vi nu er en nurse aid mere short på SC’en, og en sådan er nok ikke bare til at finde en ny en af. Der er 3 børn som ikke længere har en far. Ingen far til at give kærlighed, visdom eller penge, så vil de fortsat have mulighed for at kunne afslutte skolen eller må de ud i marken/guldminen og tjene de penge som familien ikke længere får fra James til mad? Og så kunne det hele måske ikke have gået så galt hvis vi havde været i et civiliseret land med ordentlig diagnose muligheder samt behandling kontrol..