De første indtryk

Så har vi været i Sierra Leone i en uge. Første håndsindtrykket af verdens fattigste land er et mix af smukhed, manglende struktur, uvidenhed, venlighed, frugtbarhed og tørke. Det er hvad jeg forventede og så helt anderledes fordi man ikke helt kan forstå det før man har mærket det.
Færgen fra lufthavnen til Freetown (hovedstaden) var som forventet fyldt til randen, men vi blev alligevel overrasket over at de formåede at klemme tre biler mere på færgen efter vi var blevet enige om at den var godt fyldt –en trillebør måtte dog blive tilbage på kajen.
Sierra leoner er flinke, hjælpsomme folk der gerne vil snakke og hjælpe en, samtidig mener de at man er ”fine friends” efter blot 3 minutters snak og så kan man jo godt give dem en lille gave af en hver art.
Motorvejen fra Freetown (hovedstaden) til Magburaka (vores nærmeste storby) var overraskende god: meget fin asfalt og to spor! Men den er også sponsoreret af EU.. Kørslen er til gengæld noget andet. Der blev kørt 110-120 km/t i ikke verdens nyeste bil uden sikkerhedssele til os tre hvide piger (jeg skriver hvide fordi jeg ikke tror mange andre vil være lige så bekymrede som os), desuden blev der overhalet selvom der var fuldoptrukket og på vej op af bakken.. Jeg har været total smadret efter den lange rejse så fik mig lagt nogenlunde i spænd mellem bag- og forsæde og lukket øjnene indtil der skete noget: vi hoppede op og ned. I stoppet for at se om hjulet var punkteret kom præsidenten fordi (han skulle holde tale mm i Magburaka hvilket forårsagede at hovedvejen der var lukket da vi skulle igennem –scenen stod i vejsiden). Hjulet var ikke punkteret men havde fået buler fra slid. Dette gjorde at vinduet blev rullet helt ned så vores chauffør kunne holde øje med det og hastigheden blev sat ned til 60-80 km/t – og ja jeg følte mig langt mere tryg :)
Første tur ned i village var et besøg til en rigtig afrikansklandsby. Det hele var sand veje/stier, kun sorte mennesker der havde gang i alt muligt (hår sætning, kvase frø, madlavning, reparation mm), børnene der ville hen og hilse, hvorpå de fulgte med os rundt trods en alder på kun 2 år. Husene var en lille firkant, af ler, med ildsted og uden noget grønt. Et par steder var der små ”boder” på et lille vindue rude størrelse med sæbe og få andre ting, Lines kommentar til en af ejerne var: ”man kan NÆSTEN få alt man ønsker sig”, dvs. hverken slik, dåse tun, nogen form for grønsager eller frugt. Fattigdommen lyste langt væk, selvom det ses værre i andre landsbyer og man i masanga kan finde flotte farvestrålende klæder imellem alt det hullede vestlige tøj. Men alle var imødekommende trods manglende engelsk kundskaber og hilste med hjertelige okay’er og stort smil, men de der kan engelsk kom med: ”wellcome to Masanga, I’m so glad you are here”. Det var en dejlig oplevelse at være rundt, men af alle de mennesker jeg har mødt i dag kan jeg nok huske 2, resten vil jeg hverken kunne kende igen eller huske navnet på, men håber det kommer ;)
Underernæringsklinikken virker til at køre vældig godt, men jo mere man får kendskab til de små procedurer ser man små problemstillinger. Man skal huske de ansatte på hvis der skal ske noget lidt ud over det daglige (men som stadig er deres arbejdsopgave), nye ting selv de simple skal forklares mange gange og at det er vigtigt at de har følelse af at have ansvaret for klinikken og patienterne. Til vort første staf møde flækkede hele arbejdsgruppen sammen af grin da Silje (den norske pige) forklarede at man arbejder de timer man betales for og man i Europa ellers kan finde på at trække folk i løn. Personalet er ikke de mest punktlige men jeg synes nu det går meget fint, til gengæld synes det mig lidt frustrerende at vi når vi har udenbys møder må sidde og vente på at de har tid til os. Af alle patienter bliver vi mødt af stor taknemlighed og varme også selvom man intet har haft med dem eller deres barn at gøre. Dette viser sig både i lange hilsner på Temne (sproget i vores distrikt) og sang med klap.
Der er strøm fra 19-22 hver dag, hvilket på nuværende tidspunkt passer fint med at det er når det bliver mørkt, men man skal huske sin lommelygte når man skal rundt andre steder end på hostellet. Og nej hvor er jeg lykkelig for min nye computer med lang batteri tid – så kan man også føle sig lidt civiliseret kl. 15 om eftermiddagen og i fremtiden få klaret noget computer arbejde uden for strømtiden. En anden ting jeg skal lære at huske er at få hentet vand fra brønden, for der er ingen rindende vand hverken i haner eller toilettet. Så jeg er godt i gang med at genopfriske wc-udskyldning-med-kop-teknikken fra Guatemala. Det går helt ok med at bade ved at hælde kopper af vand ud over sig, udover man lige skal vænne sig til det halvkølige vand. Til gengæld skal jeg vende mig til at der ikke er rindende vand i håndvaskehanen og må se om jeg ikke kan udvikle mig en smart teknik til at sæbe begge hænder ind og vaske sæben af når den ene hånd skal bruges til at holde koppen med vandet –man må kunne lære det på 3½ måned ;)