"Imødekommenhed"

Hver morgen vågner jeg til lugten af optændingssprit, gryder der ramler sammen og køkkenkvinderne der snakker temne sammen. I går morges efter min løbetur og forfriskende bad kom jeg ud på terrassen til morgenmad og så vores tre kyllinger ligge på jorden i buret fuldstændig dækket af myre. I løbet af natten var myrerne kravlet på kyllingerne, over hele deres krop og ned i halsen, så de var dræbt. Sikke en måde at dø på, men ok de skulle have ladt livet den morgen til Pa Yambas kniv, så stakkels os volontører: der røg vores aftensmads kylling og der købes ikke nye før næste uge når shopping bilen køre til Makeni.

Efter arbejdsdagen var ovre mødtes jeg med Alfred fra øjenklinikken. Vi gik op i landsbyen og så hans nye hus, hvis konstruktion er lavet af pinde med en diameter på omkring 5-10 cm, hvor på der er klasket mudder op, så væggene er tætte og kølende. Taget er lavet af strå. Omme bag huset under mango træernes skygge er bålpladsen, hvor alt maden bliver lavet. Ude foran huset lå Aminata, Alfreds kone, med en klud viklet om ca. hele hovedet. Hun har problemer med sit ene øje, og skulle eftersigne have været omkring hendes mands klinik for at få noget medicin. Men mens vi sidder der kommer hendes søster ud fra huset med noget grønt urte-stas, som hun skal have i øjet –og tænk hendes mand er ene mand i øjenklinikken og meget stolt ved sit arbejde. Så der kan ikke være grund til forundring når man møder tilfældige mennesker der har urte blandinger i hovedet pga. hævelser eller over hele temporal fladen samt i øregangen mod ørepine!

Vi ender besøget på hans kasava mark, hvor han fylder en hel pose med kasavaer til os. Flere indfødte er kommet med forskellige slags frugt til os volontører trods de har mange munde at mætte. Kommer man til gengæld kørende gælder det om ikke at køre kyllinger og slet ikke geder eller får ned, da disse dyr er tegn på status og velfærd. På den to sporet hovedvej til Freetown er det måske lige så meget dyrenes som menneskenes liv de ”reklamere” for med sætningerne: ”be alert never hurts” og ”speed thrills but kills”, for bilerne er faldefærdige, overpakket med mennesker og oppakningen på taget kan nemt være lige så høj som bilen.

Tilbage på hostellet har Kadiatu (vanddamen) ikke hentet toilet og badevand, så jeg må selv ned til brønden, pumpe vandet op, sætte spanden på hovedet og holde ved med begge hænder mens jeg går forsigtigt tilbage til mit rum og toilettet –det ser på ingen måde lige så legende let ud som det gør for de afrikanske kvinder, men jeg klare det uden at spille. Mens jeg står ved brønden kan jeg passende vaske mine støvede beskidte fødder og klipklapper, samtidig med at jeg repetere for mig selv hvor mange forskellige slags mangoer der er, hvordan kasava plantes, at appelsin sæsonen er før ananas som kommer lige inden mangosæsonen og hvordan man fik olie ud af de små palmefrugter. Jeg bliver vækket fra mine tanker da tre kvinder, to med fyldte baljer og en med en bunke brænde på hovedet er stoppet op på vejen for at kigge på mig, en får råbt hallo og da jeg svare: ”Empieri” (=god eftermiddag) tilbage lyser tænderne op i et hvidt smil og de siger en masse uforståeligt på temne.

Lige nu sidder jeg på værelset og nyder at strømmen er til. Om lidt hopper jeg ind på et af de andre værelser og ser en dvd sammen med nogle af de andre volontører, inden jeg bevæger ind under myggenettet og lytter til alle dyre lydene indtil jeg falder i søvn i varmen og mørket.